Studier fra Verdensudstillingen i Paris
Forfatter: Adolf Bauer
År: 1889
Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 54
UDK: 061.4(100) Paris
DOI: 10.48563/dtu-0000014
Exposition universelle internationale de 1889
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
48
Forfatter i Revue des deux mondes bliver mismodig over Udstillingens stærke Tendens til at
følge i tidligere Tiders Spor og udbryder: Ulykken er, at man kun giver os, hvad Andre
allerede forhen have givet os. Der er ogsaa i den franske Afdeling moderne Bestræbelser
fremme, og det er interessant at kunne forfølge den Traad, der fra dem fører hen til de
fremmede Afdelinger. Man faar derved Lejlighed til at se, hvorledes to saa forskjellige
Folk som Franskmænd og Amerikanere forholde sig til den samme Paavirkning.
Det vil ikke forundre Nogen, at denne Paavirkning kommer fra Japan. Man kan.
tvistes om, hvorvidt den Indflydelse, dette Land i Nutiden har øvet paa den europæiske
Industri, ytrer sig stærkest overfor den keramiske Tilvirknings mangeartede Frembringelser
eller overfor den store Metalvarefabrikation, hvis Udgangspunkt er de ædle Metaller, men
som tildels under denne Paavirkning har draget Bronce, Kobber, Messing og andre ikke
ædle Metaller med ind under sit Materiale. Ligesaalidt vil det forundre, at man i Guld-
smedenes Galleri kun finder Japan sparsomt optrædende hos de Huse, der arbejde i de
ældre Tiders Spor, men det kan dog noteres, at det har afsat sine tydelige Mærker f. Ex.
hos et saa gammelt Firma som Froment-Meurice.
Vil man have en udpræget Repræsentant for Japan i den nævnte Afdeling, maa
vi gaa til Huset Christofle & Cie. Det indtager en særlig Stilling blandt de franske
Guldsmede. Man skulde næsten tro, at dets Valgsprog var: Intet Menneskeligt er os
fremmed; thi der er ikke nogen Side af Faget, som det lader ligge. Det holder sig
ikke blot til Fortidens Stilarter paa fransk Grund og viser os dem i store Bordopsatser,
mægtige Kandelabre og lignende pompøse Servicer som dets Kolleger, det gjengiver lige-
som de Vaser, Statuer og lignende Arbejder, som de franske Billedhuggere komponere
for det; det kopierer f. Ex. den gamle Hildesheimer Sølvskat, og det anser sig ikke for
at gaa for langt ned ved at fremstille almindelige elektropletterede Brugsgjenstande som
Skeer og Gafler. Men samtidig har det adopteret de nye Former, som ere komne frem,
det betænker sig ikke paa at anvende de nye Materialer, hvori ædle og uædle Metaller
bruges mellem hverandre, og det har til de ældre Tiders Arbejdsmethoder føjet de nye,
som navnlig Galvanoplastiken har ydet. Derfor finder man hos det Former, der ere
ejendommelige for Kinas og Japans Kander, Skaale og Vaser, man ser store krakelerede
Porcellænsgjenstande, monterede i forgyldt Bronce som Fodstykker for Lamper eller
Kandelabre, Borde i Cloissonné-Emaille, indfattede i Guld, man finder Broncen indlagt
med Guld- eller Sølvornamenter, man træffer Sølv, Bronce, Kobber, Messing anvendt i
ejendommelige Sammensætninger, og endelig finder man ikke mindst baade for Sølvets
og Guldets Vedkommende en Række Farvetoner, som man ellers forgjæves kan søge om
i den franske Afdeling. De smukke hamrede Bakker, paa hvis Sølvflader fine Blade ere
ligesom skjødesløst henkastede, spillende i guldgrønne Farver, ere en af Firmaets Specialiteter,
men det anvender Guldet i alle Farver lige fra den stærkest skinnende gule til den
kobberrøde, og det er ikke, som de fleste andre franske Guldsmede, bange for at
sammenstille skinnende blanke Sølvflader som Modsætning til de graalige eller niellerede.
Det er i Kraft af disse Ejendommeligheder, som der ogsaa var ret god Anledning til at
iagttage paa Christofles Udstilling i Kjøbenhavn ifjor, at dette Firma indtager en Sær-
stilling blandt de franske Guldsmede. Det staar som Repræsentanten for Fremskridtet,
som en af dem, der ikke udelukkende vil holde sig til de nedarvede Traditioner, men
ønsker at imødekomme den menneskelige Naturs Trang til stadig at faa noget Nyt.
Og dog har Christofle iaar kun gjort dette i forholdsvis ringe Grad. Naturligvis
er der nye Tegninger, nye Former, forbedrede Methoder — kort sagt hele den Udvikling,
som et saa stort Firma, hvis det ikke skal gaa tilbage, ikke kan undlade at have. Men
selve det Skridt, som det gjorde, da det første Gang begav sig ud paa den moderne
Japanismes fantasirige Veje, synes ligesom at have forskrækket det og gjort det bange