Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie II
Selskabets Historie i Tiden fra 1869-1918

HUSDYRBRUGET 229 Repræsentanter fremhævede paa Mødet, at hvad man ønskede var en Notering, der blev et paalideligt Udtryk for den virke- lige Markedstendens, en Notering, som derfor ikke blot maatte være højere, men ogsaa langt mere bevægelig end den hidtidige. De tilstedeværende Repræsentanter for Kvægtorvet og de offentlige Slagtehuse stillede sig forstaaende til disse Ønsker, og det fremhævedes, at en mere fyldestgørende Notering vilde fremkomme, naar Noteringsudvalget kom til at bestaa af lige mange Repræsentanter for Sælgerne (Kreaturkojninissionæ- rerne) og Køberne (Slagterne og Eksportørerne), og til hvis Formand der valgtes en med Handelsforholdene paa Kvæg- torvet kendt, anset og upartisk Mand. Selvfølgelig drøftede man ogsaa Spørgsmaalet, om det vilde være ønskeligt for Land- bruget at blive repræsenteret i Noteringsudvalget, men af for- skellige Grunde tvivlede jnan ojn Nytten heraf. Mødets Re- sultat blev, at man vedtog at arbejde for at faa nedsat et nyt Noteringsudvalg, sammensat som angivet. Forhandlingerne herom var afsluttede med Marts Maaneds Udgang, og efter Indstilling fra Københavns Slagterlav, Foreningen af Kreaturkojnjnissionærer og Landhusholdnings- selskabet nedsatte Københavns Magistrat »Prisnoteringsud- valget for Københavns Kvægtorv«, bestaaende af 4 Kom- missionærer, 3 Slagtermestre, 1 Kreatureksportør og med Kvægtorvets Inspektør A. Hansen som Formand. Den saaledes gennemførte Ordning bestaar stadig. Næppe vil det lykkes nogensinde at sætte en Notering, som alle er til- fredse med, men i det hele og store kan det vistnok siges, at Noteringsudvalget med dets nuværende Sammensætning har opfyldt de Forventninger, der blev knyttede til det. Det fremgaar af hvad der tidligere er meddelt, at Selskabet oftere har haft sin Opmærksomhed henvendt paa Midler og Veje til at forebygge Udbredelsen af smitsomme Sygdomme blandt Husdyrene. Efter at Selskabets og andres Bestræbelser efterhaanden satte sig Spor i Lovgivningen og de veterinære Foranstaltninger, har der for Selskabet været mindre Anled- ning til at beskæftige sig med herhenhørende Spørgsmaal, men fra Tid til anden har de dog været optagne til Behandling. Saa- ledes i Aaret 1910, da Tysklands skærpede Foranstaltninger