Kortfattet Lærebog i Vejbygning og Kloakering

Forfatter: C. L. Feilberg

År: 1919

Serie: Vejbygning og Kloakering

Forlag: H. Meyers Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 185

UDK: 625.70

Udgivet paa Den kongelige Veterinær og Landbohøjskoles Foranstaltning med 6 Bilag

Bemærk: De 6 bilag er digitaliseret i et selvstændigt dokument: "6 Bilag til Lærebog i Vejbygning og Kloakering" af C. L. Feilberg

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 198 Forrige Næste
173 til Havet, hvor de bundfældes i Vandløbets Delta eller bidrager til Dannelse af Plankton. Som Maal for Vandets Forurening benytter man, foruden Ilt- indholdet, ogsaa den til Iltning af de i Vandet opløste, organiske Urenheder nødvendige Iltmængde, maalt f. Eks. ved Forbruget af Permanganat (KMnO4) pr. 1 Vand. Et Permanganatforbrug af 20—30 mg/1 betegner saaledes alle- rede en stærk Forurening, der nødig maa overskrides. I tyske Floder har man ganske vist lejlighedsvis ved Lavvande konstateret langt større For- brug, indtil 3 å 4 Gange saa meget, men Vandet har da ogsaa nærmest haft Karakter af Kloakvand. En stor Vandhastighed synes snarere at være til Skade end til Gavn for den aerobe Bakterievirksomhed, skønt Vandets liv- lige Bevægelse naturligvis fremmer Iltoptagelsen fra Atmosfæren. I Vandløb med stærkt Fald vil Bundfældningen af Slam gaa langsomt for sig og mulig fordele sig over saa lang en Strækning, at Slamlaget efter- haanden kan sønderdeles ad aerob Vej uden følelige Ulemper. I Vandløb med svagt Fald og langsom Vandbevægelse bliver Forholdet nærmere som i en Indsø, idet Slamafsætninger ved Udløbet vil nødvendiggøre stadig Op- rensning*) og kan medføre svære Ulemper. Det angives i Henhold til Forsøg**), at almindeligt Husspildevand mister Evnen til at gaa i Forraadnelse, naar det opspædes med 30 Gange sit eget Volumen hel rent Vand, og svarende dertil kan man maaske i Praksis anse en Opspædning med 50—60 Gange Aavand som et Minimum, der absolut ikke maa underskrides. Og hvis Kloakvandet ikke er befriet for grove Urenheder, ved at passere en Rist el. 1., bør Kravet sikkert forøges til 100 Gange eller endnu meref). Hvis denne Opspædning ikke kan naas, og det vil for danske Vandløb være forholdsvis sjældent, maa man skride til en mekanisk eller biologisk Rensning af Kloakvandet, inden det ledes ud i Recipienten. Og dette maa tillige altid finde Sted, hvor en værdifuld Fiske- bestand kan ødelægges ved Vandets Forureningff). Udløbet kan foregaa gennem en Plankekasse eller i en aaben Grøft med *) I Tillæg af 23. April 1897 til Vandløbsloven af 28. Maj 1880 træffes Bestemmelse om, at Udgifterne ved saadan Oprensning lægges paa den, som leder Kloakvand i Vand- løbet. Men noget Forbud mod Forurening findes ikke i Loven. *•) Maanedsskrift for Sundhedspleje 1914. Axel Riis: Om Rensning af Kloakvand. t) Se f. Eks. Maanedsskrift for Sundhedspleje 1911. H. A. Nielsen: Om Byafløbets Urensling af Vandløbene og sammes Paavisning. Og »Ingeniøren« 1916, Nr. 41. J. T. Lundbye: Det svenske Lovforslag imod Forurening af Vand og Luft. tf) Se Lov af 4. Maj 1907 om Ferskvandsfiskeri, § 5.