Bilag Til Betænkning Afgiven Af Kommissionen Angaaende Sikkerhedsforholdene Ved Statsbanerne

119 Underbilag 1. Til Trafikminisle,riet. Maa jeg underdanigst tillade mig for det høje Ministerium at fremføre en Klage over Forholdene paa Lyngby-Vedbækbanen. Der er under den sidste Ulykke i Lyngby — Søndagen den 21. Juni — blandt Befolkningen opstaaet en dyb Indignation over, at Publikum er saa ubeskyttet mod Fare for Liv og Lemmer paa denne aabne Bane under den mere og mere overhaandtagende Trafik. Der er Steder paa Banen, hvor Toget ikke kan ses, og Signalet ikke kan høres, og hvor det er umuligt for andre end meget lokalkendte at undgaa Sammenstød. Selv- følgelig vil Driftsbestyrelsen altid kunne staa retfærdiggjort, hvor den har Koncession paa aaben Bane; dog rejser der sig i dette Tilfælde mangt et hvorfor, som det kunde ønskes at faa opklaret. Hvorfor er Togets Signalisering ikke af den Beskaffenhed, at den kan høres af vejfarende? Hvorfor er Signalet »Pas paa Toget« anbragt umiddelbart ved Baneover- skæringen og ikke i mere passende Afstand? Hvorfor kan Toget ikke standse hurtigt, naar et Sammenstød er sket som i dette Tilfælde, hvor Øjenvidner kan konstatere, at, skønt Toget kørte langsomt mod Holdepladsen, kørte det dog med samme Fart 15 m, før det overkørte Foden paa den forulykkede, min Søn, som klamrede sig fast til Trinbrættet, og dernæst 35 ni med lignende Fart, førend det standsede netop dér, hvor det under almin- delige Forhold skulde standse? Naar jeg tillader mig underdanigst at fremføre Klage i nærværende Tilfælde, er Grunden, at jeg næppe kunde have en rolig Samvittighed under næste uundgaaelige Ulykkestilfælde, om der ikke fra min Side nu fremsættes indstændig Begæring om, at For- holdene ved Lyngby-Vedbækbanen nærmere maatte blive undersøgt, om de er tidssva- rende og forsvarlige. Lyngby, den 2. Juli 1914. Underdanigst Fr. Moe, Dr. phil., Indremissionær.