Bilag Til Betænkning Afgiven Af Kommissionen Angaaende Sikkerhedsforholdene Ved Statsbanerne

185 fremhæve, at de mildere Afgørelser jævnlig er trufne uden eller imod Forslag fra min Side. Det vilde efter min Mening være urigtigt i Anledning af denne Praksis at bebrejde de Myndigheder, der træffe Afgørelserne, Mangel paa Konsekvens, idet det er den opstillede Norm tor Afgørelsen, som er uheldig, og Virkeligheden, der nøder til at fravige den. Det er klart, at en saadan Regel, der ikke kan gennemføres, er praktisk uheldig og besværlig at arbejde med, idet Generaldirektionen udsteder Trusler, som den ikke gen- nemfører, og man maa søge at komme uden om dette og tilsløre Beglens Tilsidesættelse ved en Begrundelse, der undertiden kan synes noget søgt. Det kunde overfor det anførte vel siges, at det er saa nødvendigt at stille strenge Fordringer til Statsbane-Tjenesteniændenes Ædruelighed, at Normen, skønt den ikke kan forsvares fra et rent strafferetligt Synspunkt, dog maa opretholdes som nødvendig for Statsbanedriftens sikre Gennemførelse. Reglen — der ialfald maatte suppleres med en Bestemmelse om G enta gelses virkningens Forældelse — maatte da være et Slags Vilkaar for Indehaveisen af Stillingen som Tjenestemand ved Statsbanerne, et Vilkaar, som Tjenestemanden underkastede sig ved at modtage Ansættelse, og som burde optages i »Almindelig Instruks«. Rent bortset fra de tidligere Ansattes retlige Stilling overfor en saadan Sætning — der i al Fald næppe kan berøve dem den Adgang til Pension, som Dom- stolene eventuelt maatte tilkende dem med Tilsidesættelse af Administrationens Afgørelse — vil en saadan Regels Værdi være noget tvivlsom, og skal i saa Henseende bemærkes: I en Etat, bestaaende af en ca. 13,000 voksne Mænd, vil den Grad af Ædruelighed, der er opnaaelig, aldrig kunne blive uafhængig af den i Befolkningen i Almindelighed her- skende, selv om den kan blive endog betydelig bedre. Det vil sikkert være en Illusion at tro paa. at man kunde gennemføre absolut Ædruelighed ved en nok saa haard StrafFe- metode. Ved de disciplinære Straffe kan man ikke naa videre end til at begrænse og ind- skrænke Ondet, og det kan være nogen Tvivl underkastet, om man selv ved en meget drakonisk Behandling at Drikkeriforseelser vil opnaa større Virkning end ved en mere skønsom. Her, hvor det drejer sig om Folks Skrøbelighed overfor en udbredt Nydelse, vil Udsigten til Straf i det afgørende Øjeblik ofte ikke have stor Betydning, idet Ved- kommende, der begaar den Forseelse at beruse sig, ikke har til Hensigt at gøre dette, men efter at være begyndt paa at nyde Spiritus enten bliver ude af Stand ti) at bedømme sin egen Tilstand og dens Følger eller overvældes af Fristelsen. Dertil kommer, at der er Folk, der ikke er synderlig mindre skadelige end de, der beruser sig, nemlig dem, der er Vane- drikkere og jævnlig er under lettere Paavirkning af Spiritus, men som man aldrig kan komme til Livs, fordi deres Tilstand ikke er saa udpræget, at den er bevislig. (For at ramme slige Personer maatte man lade dem underkaste Observation af en Læge). Saa- længe Drikkeskikkene eksisterer som nu, vil der altid være Folk, der drikker og faar andre til at drikke med. — I dønne Forbindelse kan bomærkes, at den strenge Bøhandling af Drikkeriforseelser maatte synes naturlig at burde suppleres med Bestræbelser for at mod- virke Lejlighed til at faa Spiritus paa Statsbanernes Omraade. Men her findes, f. Eks. i Godsbanegaardens Remise i København, Udsalg, oprettede udelukkende for Tjeneste- mænd, hvor spirituøse Drikke sælges. Overfor en saadan Lejlighed til undei selve rje- nesten at skaffe sig Spiritus vil en svagere Karakter let glemme Straffetruslen. Men vilde man endog indrømme, at Kampen mod. Drikkeriet har større Virk- ning, jo haardere den føres, bliver der et Moment tilbage, som ikke bør overses, nemlig, at hvis man skrider haardere ind, end en almindelig Opfattelse og Billighedsfølelse vil samstemme i, løber man Hare for, at Bestræbelserne modvirkes derved, at de lokale Em- bedsmænd undlader at indberette Drikkeriforseelserne. Om der er Grund til Indberetning, maa, for saa vidt angaar Spørgsmaalet, om der overhovedet foreligger Paavirkning <if Spiritus eller ej, jo altid overlades til den stedlige Foresatte, og man kan med Sikkerhed