Bilag Til Betænkning Afgiven Af Kommissionen Angaaende Sikkerhedsforholdene Ved Statsbanerne

— Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg. København, den 3. Februar 1914. Bilag 32. Tkke sjældent og senest under den nylig førte Finanslovdebat er der fremsat Krav om tvungent Afhold fra Spiritusnydelse for Jernbanepersonalet. Under Motiveringen af saadanne Krav fremstilles dette Personale almindeligt som ikke blot mere tilbøjeligt til Spiritusnydelse end forsvarligt er af Hensyn til Sikkerhedstjenesten, men som staaende i denne Henseende paa et lavere Trin end Befolkningens Gennemsnit. Statsbanernes Personale føler sig brøstholdent ved disse almindelige Paastande; det er vor Opfattelse, at Ædrueligheden i det store og hele staar ret højt indenfor Standen, hvor Afholds- og Maadeholdsbevægelsen i de senere Aar ad fuldstændig frivillig Vej har vundet ret god Fremgang, saaledes at Jernbanepersonalets Standard i saa Henseende sikkert ingenlunde er under Befolkningens. Man paaskønner derfor meget, at den højtærede Trafikminister under Finans- lovsforhandlingen tog bestemt Afstand fra Tanken om tvungent Afhold; naar Ministeren paa den anden Side udtalte Tilbøjelighed til at se strengt paa Tjenesteforseelser, som maatte blive begaaet i beruset Tilstand, ønsker Personalet i det store Hele sikkert ogsaa at give sin Tilslutning eller eventuelle Understøttelse hertil, idet man erkender det i Standens egen Interesse, at eventuelle uheldige Elementer udskilles, saaledes at Befolkningen med fuldkommen Tryghedsfølelse kan vide Sikkerhedstjenesten udført af fuldt ædruelige Personer. Men naar Personalet saaledes vel kan anbefale en gennemført Strenghed i Bedøm- melsen af disse Forseelser, maa det dog blive en Hovedopgave for dets Organisationer under saadanne Forhold at vogte over, at kun den strengeste Retfærdighed i Bedøm- melsen og den mest objektive og betryggende Undersøgelse af Sagerne kommer til at raade, saa at enhver Mulighed for Vilkaarlighed er udelukket, ligesom enhver Skemati- sering bør undgaas, og en virkelig Forstaaelse af og Hensyn til alle specielle Forhold og mulig forklarende Momenter bør iagttages. Naar Hovedhensigten i givet Tilfælde opnaas — at fjerne Vedkommende fra Sik- kerhedstjenesten -— mener man da, at ufornøden Forfølgelse af den. paagældende ikke bør tilstræbes; man skal i denne Forbindelse pege paa, at Ministeriet i sin Tid har udtalt (Statsb. Ordresamling Serie E Nr. 71) at det i intet Tilfælde, hvor en Tjenestemand af- skediges paa Grund af Drikfældighed, ønsker at stille Forslag om Tilstaaelse af Pension til den paagældende«. Denne Bestemmelse er dels næppe fuldkomfnen juridisk uangribelig, idet det i Lov Nr. 167 af 27. Maj 1908 § 29 i siges, at »naar en pensionsberettiget ansat afskediges paa Grund af Fejl eller Misligheder, der uden at medføre Stillingens Forbrydelse svække den for samme nødvendige Agtelse og Tillid, bestemmes hans Pension paa Finansloven« (en Analogi heraf omhandles i Højesterets Dom Nr. 126 1913), dels er der næppe ved den