Forelæsninger over Maskinlæren ved Den Kgl. Militære Højskole II

203 Anmærkning 4. Stokkedrev have den Feil, at Trykket sseer paa Grund, af den lille Radius for Stokkene paa en saa overordentlig lille Overflade, og at Tænderne næsten altid virke paa samme Sted af Stokkene, saa at Slidet er saa stort. Ere baade Tænderne paa Hjulet og Stokkene af samme Materiale, siides Stokkene paafaldende snart, og ere Stokkeile f. Ex. nf Jern og Tænderne af Træe, da flides Tænderne meget snart. Man har villet skaffe en større Afvexling af Berøringspunkter paa Stokkene derved, at man har gjort dem drejelige, eller at man har lagt en Hylse uden om dem, hvilket formeentligt ffulde have til Felge, at de, ved hver Zndgribning drejede sig et lille Stykke om deres Axe; men det har vrist sig, at enten inden kort Tid ingen Drejtting fandt Sted, eller ot Stokkene bleve vaklende. Kun allene deres store Simpelhed og Letheden af deres Forfærdigelse, gjor at man endnu i simplere Maskinerier, eller hvor de ikke have nogen betydelig Kraft at forr plante, anvender Stokkedrev, imidlertid gaae de selv i det almindelige, fortrinsviiZ saakaldte Møllebyggerne meer og meer af Brug, og fortrænges af sædvanlige Hjul og Drev. Vel er disse fra Begyndelsen kostbarere, men deres større Varighed og det mindre Krafttab ved Stod gjor dem vel dog i Almindelighed fordeelagtigere. Aumærknrng 5. Der kunde spørges om det mindste Antal Stokke, som med hvilke et Stokkedrev kan gaae. Gjenstanden forekommer mig imidlertid for uvigtig i praktisk Henseende, til at fortjene videre Dimension, og det kan derfor som Resultat be/ mærkes, at det er muligt med 5 Stokke at vedligeholde en Bevægelse, men at man dog ikke gjcrne, fordi Tænderne ellers skulle være saa lange og spidse, bruger et mindre Antal, end 6—8. Nærmere Underretning findes blandt andre Steder i Weißbachs Hand- buch der Veegmaschinenmechanik 2ter Theil p. 291. 709. Den anden ogsaa temmeligt simple Form af Teender, der kunde fyldest/ gjore Betingelsen at forplante Bevægelsen /evn, var en ret Linie for den forte Tand og en Epl'c»)cløide for den forende, eller naar Hjulet baade skulde være forende og fort, da rette Sider for Fordybningerne og epicycloidale Buer for Fremspringene. Efter det, der er sagt i Art. 705 vil det da være indlysende uden videre, at naar Hjulet er deelt, da maa Delingen igjen deles saaledes, som Forholdet stal være mellem Tand og Mellemvidde efter Art. 705; til disse Delingspunkrer trækkes da mellem Delingscirklen og Bundcirklen, der sanlmesteds er bestemt, Stykker af Radier, der da ville i Forening med Bundcirklen am give Fordybningerne; for at fortegne Fremspringet, maa man mellem Deliugscirkle» og Ydercirklen lægge paa hver Side i modsat Retning det Stykke af en epicycloidal Bue, som et Punkt i en Cirkel, hvis Radins var halv saa sior, som Radien til det forte Hjul (26*)