Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

54 dog med Undtagelse af Frankfurt a. M. og Nürnberg, der begge forud havde „Bogtrykkeri-Ordninger“, som var endnu strængere end den her omtalte fra Leip- zig, der skal have været forholdsvis „liberal“, end- skønt begge de nævnte skal have været Forbilledet for den nye „Ordning“ i Leipzig. I Frankfurter- Ordningen, — der forøvrigt tidligere er omtalt, hedder det saaledes i Artikel 29, at Principalen var berettiget til at tilbageholde af Ugelønnen, hvad der gennem Fridage var forsømt, samt desuden til Skades- erstatning. At det ikke var let at afskaffe den „blaa Man- dag“ er sikkert. Hovedvanskeligheden laa maaske nu i Svendenes „passive Modstand“, hvor den ikke var aaben. Eftersom Tiden skred frem, fik Svendene til en vis Grad Ret til at slutte sig til Lavenes Under- støttelseskasser. Deres bedste Vaaben var og blev dog „Zünften“, der arbejdede i Hemmelighed. At man blandt Svendene ansaa Fri-Mandagen for en gammel Rettighed og tog Parti for den, fremgaar bl. a. af en Strid, som omkring Aar 1720 opstod hos Bogtrykker J. D. Werther i Jena. I Følge Svendenes Udsagn var Anledningen til Striden den, at Werther „trakterede Gesellerne med disse ikke anstændig Tale og Ord“. Hertil svarede nu Werther, at det ikke var bestemt i Overenskomsten, at Svendene, for- uden at fejre den „gode Mandag“, ogsaa efter eget Forgodtbefindende kunde arbejde eller lade være at arbejde i den øvrige Del af Ugen. Ogsaa i Sverige førtes Striden imod „Fri-Manda- gen“ med saa megen Kraft, som Myndighederne sad