Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

HS F 254 Faar F er den kemiske Betegnelse for Grund- stoffet Fluor (s. d.). Faar holdes tæmmede over hele Jorden i en Mængde forskellige Racer og Varieteter, der sandsynligvis nedstammer fra M u f 1 o- n en fra Corsica og Sardinien eller fra Ar- ga li fa ar e t, der lever vildt i den nordlige og østlige Del af Mongoliet. Af de mange for- skellige Faareracer skal, blandt de udenfor Europa levende, nævnes: 1) Det tartar i- s k e F a a r eller Fedthalefaaret med kort Hale og store Fedtpuder paa Siderne af Haleroden. Det findes i Østrusland og i en stor Del af Asien i en Del Varieteter, der er indbyrdes forskellige med Hensyn til Uldens Finhed, Størrelse og Farve. — 2) Stump- halefaaret, der ikke har nogen egentlig Uld, og som kun for Kødets og Mælkens Skyld holdes tæmmet i Sydasien og Nordafrika. — 3) Det bredhalede Faar, ogsaa kaldet Fedthalefaaret, har en temmelig lang Hale, der er nøgen i Spidsen paa Grund af en rigelig Fedtophobning her. Ulden er tem- melig lang og grov hos de udvoksede Faar, fin og krøllet (Astrakansskind) hos Lammene. Det findes udbredt i Middelhavslandene og Sydrusland. — 4) Det langhaarede Faar i Syrien, Øvreægypten og Abessinien har en middellang, temmelig tæt, smudsig- hvid Uld. — Hos 5) dethøjbenedeFaar og 6) Dinka- eller Mankefaaret, der begge lever i Afrika, findes ingen Uldbeklæd- ning. Af de talrige europæiske Faareracer kan nævnes: 1) Det nordeuropæiske Land- fa a r, som navnlig tidligere fandtes i Skan- dinavien, paa Island og Færøerne, paa de nord- og nordvesttyske Heder og i en stor Del af Rusland, men som nu er indskrænket til Hedeegnene i Jylland, Tyskland, Frankrig og England. Det er meget nøjsomt og mod- standsdygtigt mod Klimaet, men giver ikke megen og ikke særlig fin Uld. Nær beslægtet med dette er en Del hornløse Racer, blandt hvilke kan nævnes det frisiske og E i- derståtterfaaret, der er ret store .og giver en 12—18 cm lang, temmelig simpel, tæt, fed og krøllet Uld. Det fordrer, som alle de saakaldte Marskfaar, en temmelig fed Græsgang og giver aarligt c. 2,5 kg Uld. D i t- marskerfaaret er noget mindre og giver aarlig c. 3 kg Uld, som er middelfin. 12—16 cm lang og ikke meget krøllet. G e e s t f a a- r e t eller Marskfaaret i Slesvig og Hol- sten er et godt Kødfaar og giver aarlig c. 3 kg god, temmelig lang Uld. Herhen hører og- saa det flamske Faar, Texelfaaret og Vagas- faaret. — 2) Faar med skrueformede Horn, der findes hos Vædderen, medens Hunnen er hornløs. Hertil hører Zackelfaaret og Czokanfaaret fra Ungarn, Donaulandene og Sydrusland, der aarlig giver 2—4 kg tem- melig grov, lang og glat Uld, og hvis Skind ofte benyttes til Pelse. — 3) Faar med Hænge- øren. Af disse er det mest bekendte B er ga- maskerfaaret fra Norditalien, der er stort, har lange, hængende Øren og et horn- løst, stærkt hvælvet Hoved. Det giver aarlig c. 3—4 kg lang, temmelig grov Uld, og dets Mælk spiller en vigtig Rolle i Ostefabrikatio- nen. — 4) Det egentlige Lan di a ar, af hvilket der findes en overordentlig stor Mæng- de Racer, der navnlig er udbredte i Mellem- og Vesteuropa, og som efter Haarenes Ka- rakter kan inddeles i to Grupper, nemlig saa- danne, hvis Uldhaar er marvfri, og saadanne, der har baade marvfrie og marvholdige Uld- haar (se nærmere under Uld). Blandt Land- faarene med marvfrie Uldhaar kan nævnes Merinosf aar et eller det spanske L a n d f a a r, der er et ikke synderligt stort, men kraftigt bygget Faar, hvis Vædder har kraftige, stærkt skruesnoede Horn, og som udmærker sig ved en meget rigelig Uldbe- klædning, der ofte strækker sig ud over hele Ansigtet og helt ned ad Benene. Det skal oprindelig være kommet fra Afrika til Spa- nien, hvor det blev blandet med indenlandske Faar og siden forædlet ved Krydsning med engelske. De spanske Faar var allerede i Oldtiden bekendte for deres udmærket fine Uld, men dennes, sædvanlig rødlige, brunlige eller sorte Farve lagde ofte store Hindringer i Vejen for de deraf vævede Stoffers Anven- delse til Luksnsbrug. Man forsøgte derfor at parre de spanske Faar med de nordafrikanske fra Marocco og Algérie, som vel frembød en mindre fin, men derimod en usædvanlig hvid cg stærkt kruset Uld. Udførslen af Merinos- faar fra Spanien var lige til Begyndelsen al det 18. Aarh. forbudt paa det strængeste, men senere indførtes Faarene først til Sverige, der- efter til Sachsen. Østrig og Frankrig og i Slutningen af det 18. Aarh. til Danmark, Kap- landet, Tyskland og Australien samt endelig i Begyndelsen af det 19. Aarh. til Norge og Argentina. Ved passende Krydsning og Avls- maader tilstræbte man i lange Tider at gøre Ulden saa fin som mulig og bragte det i denne Henseende overordentlig vidt, navnlig i Sach- sen, hvor man havde de to Kvaliteter S u- perelecta og Electa, der var endnu finere end den spanske Uld. Den høje Grad af Finhed medførte imidlertid, at Ulden blev kortere og mindre tæt, hvoraf Følgen var et mindre Udbytte, og da man ved de store Fremskridt paa Spindemaskinens Omraade efterhaanden blev sat i Stand til at kæmme den Uld, som tidligere kun kunde kartes, og til af grovere Uld at fremstille samme Fin- hedsgrader af den spundne Traad, som tid- ligere kun kunde spindes af den allerfineste Uld, blev Opgaven for Merinosfaarets Avl efterhaanden en anden, nemlig dels Indvin- ding af en større Uldmængde paa Finhedens Bekostning og dels et større Udbytte af Kød, end der tidligere kunde faas af de smaa, spanske Faar, og disse Hensyn har efterhaan- cien fremkaldt forskellige Varieteter, navnlig ved Krydsning med de engelske og franske Kødfaar. I Spanien skelnede man tidligere mellem to Arter, nemlig Vandremerinos, C) v e i a s t r a n s o m a n d e s, og Stand- merinos, O. e s t a n d e s, af hvilke de førstnævnte altid levede under aaben Himmel, idet de om Vinteren blev drevne til de syd- lige Provinser og om Sommeren igen til de nordlige, medens Standfaarene, der havde en mindre fin Uld end Vandrefaarene, havde deres bestemte Opholdssteder, hvor de ogsaa