Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Hvergarn 408’ Hyacint Fioringræs, men hvad der nu sælges un- der dette Navn, er sædvanlig amerikansk livene, A. dispar, der har vidt krybende, underjordiske Udløbere, som gør den egnet til Udsæd paa vedvarende Græsmarker. Smlgn. iøvrigt Græsfrø, Hvergarn var tidligere Betegnelsen for et halvuldent Stof, der fremstilledes som Hus- flidsprodukt paa Landet. Det vævedes oftest med Hørgarnskæde og Uldislæt og udmær- kede sig sædvanlig ved meget stor Holdbar- hed. Nu fabrikeres i det store under dette Navn en langt ringere Vare, oftest med Bom- uldskæde og Islæt af Shoddy eller Halvuld. Farverne er som Regel ensfarvede mørke eller melerede. Hvidblik se Blik. Hvidbøg se Avn bøg. Hvidellebark se E11 e b a r k. Hvidgarvet Læder er Læder, garvet med Alun og Natriumklorid, »Kogsalt«. I Stedet for Alun kan dog ogsaa anvendes Alumini- umsulfat. Det er særlig Skind, saasom Faare- skind og Gedeskind, samt Pelsværk, der gar- ves paa denne Maade; i Ungarn garves dog ogsaa sværere Huder til Seletøjsbrug efter denne Metode. Ogsaa Glacégarvningen maa betragtes som en Underafdeling af Hvidgarv- ningen (se Glacélæder). Skindene forbehand- les som til Rødgarvning, dog anvendes ofte Tilsætning af Arsensulfid til Kalken, og efter Gødningspyren (der anvendes her Due- eller Hundegødningspyr, eller Erodin (s. d.)), som dog undertiden ogsaa helt bortfalder, kommer Skindene i en Bejdse af gærende Klid, hvor- ved de sidste Rester af Kalken fjærnes ved Hjælp af den ved Gæringen dannede Mælke- syre, hvorhos der foregaar en rent mekanisk Løsnen af Hudvævets indre Tekstur ved Hjælp af de ved Gæringen udviklede Luftar- ter. Efter Klidbejdsen følger Garvningen med Alun og Salt, hvorefter Skindene ikke udva- skes, da denne Garvning for en Del kan fjær- nes ved Hjælp af Vand, men efter Afdrypning straks tørres. Herved bliver de haarde og sammenskrumpede, og for at faa dem bløde igen underkastes de en Efterbehandling, »Stol- ningen«, som bestaar i, at man trækker dem over en stump cirkelformet Knivæg, hvorved Hudfibrene, som under Tørringen var klæ- bede noget sammen, igen løsnes fra hveran- dre. Hvidgarvede Faareskind anvendes mest til For i Fodtøj; de er bløde og har »Ræk«, men er ikke saa fyldige som Qlacéskind. Hvidgarvede Gedeskind sværtes med Blaa- træ og Jærnsalte og garves ofte efter Frem- gangsmaader, der nærmer sig Glacégarvnin- gen; de anvendes til Overlæder i finere Fod- tøj. Det ungarske hvidgarvede Seletøjslæder faar under Efterbehandlingen en Smøring med Talg. Hvad endelig Pelsskindene angaar, bortfalder her selvfølgelig de Forbehandlin- ger, ders tjener til Haarenes Løsning, og Be- redningén bestaar her i Regelen kun i en Rensning af Haar og Kødside, hvorefter Kød- siden indstrøes med Alun og Salt eller med Alun alene, hvilket undertiden maa gentages. Naar Skindene er gennemtrukne hermed, tør- res og stolles de. Hvidgranbark se Qranbark. Hvidkobber bruges dels som Betegnelse for Nysølv, dels for en Legering af Kobber med c. 40 % Arsen, som tidligere benyttedes paa samme Maade som Nysølv, men som nu paa Grund af sin Giftighed er fortrængt af dette. Hvidkogning se M a t k o g t e. Hvidling se Fisk. Hvidløg se Løg. Hvidmetal eller Hvidt Metal se A n t i- friktionsmetal. Hvidtjørn, Hvidtorn, Almindelig; Tjørn, norsk: Hagtorn, Cratægus oxyacantha er en i det meste af Europa, ogsaa i Danmark, vildtvoksende, tornet Busk, der undertiden udvikler sig træagtigt, og som kan blive indtil 6—7 m høj. I Norge er den ikke vildtvoksende, men forekommer som plantet Træ. Den har omvendt ægdannede, lappede, stumptandede, glinsende, grønne, næ- sten læderagtige Blade, en halvskærmformet Blomstertand og ved Modningen blodrøde Frugter med gult, tørt Kød og 2—3 Stene. Vedet, der er rødlig hvidt, meget haardt og stærkt, benyttes som Blyantstræ, til Tænder i store Tandhjul, Økseskafter, Drejerarbejder, Trænagler o. 1. Af de unge, retvoksede Skud fremstilles Spadserestokke, der oftest bejdses brune ved Behandling med Kalk i Varmen. De garvestofholdige Frugter Fru ct u s C ra- tæg i oxyacantae, anvendes i den senere 1 id i Medicinen mod Hjærtesygdomme, oftest i Form af et Fluidekstrakt. Hvæssesten se Slibesten. Hyacint, a c-i fi t h u s, er en Slægt af Liljefamilien, ai hvilken den almindelige Hya- or i en tal i s, der stammer fra de østlige' Middelhavslande og Lilleasien, dyrkes almindelig som Prydplante. Den er navnlig' bleven dyrket og forædlet af Hollænderne og forekommer nu i henimod 2000 Varieteter. Løgene udgør en meget vigtig Handelsartikel, og store Mængder kommer navnlig fra Om- egnen af Haarlem. Hyacint, ædel Zirkon, den tungeste af alle Ædelstene, nemlig med Vægtfylden 4,61 —4,82, bestaar af et Silikat af Zirkonium. Zr Si O«. Haardheden er 7,5, midt mellem Topasens og Kvartsens. Hyacint er gennem- skinnelig, af gulrød Farve. Med Hensyn til Glans o? Lysbrydning staar den Diamant nær og viser Fosforescens ved Opvarmning. Zir- kon kan ogsaa have andre Farver, som grøn- ne, violette og i Særdeleshed brune, foruden at nogle Varieteter er fuldstændig farveløse. Den lyse eller farveløse gaar under Navn af Jargon, medens det navnlig er den farvede Zirkon, der kaldes Hyacint. Ved Ophednins kan Zirkonen affarves, og tidligere skal saa- danne affarvede Sten være udgivne for Dia- manter, Jargon de Diamant. En farve- løs Zirkon, der er slebet i Brillantfonn, har ogsaa en meget stor Lighed med en virkelig »Brillant«. Til Slibning anvendes næsten kun de røde Zirkoner, den egentlige Hyacint, hvis Farve veksler mellem lyserød og mørkerød og sædvanlig har en gulbrun Tone, lig Hes- sonit-Granatens. Fra dette Mineral skiller Hyacinten sig ved sin diamantagtige Glans og sin højere Vægtfylde. Farven selv er saa ejendommelig og karakteristisk, at man har givet den Navnet »Hyacintfarve«. — Minera- let forekommer meget almindeligt paa et me- get stort Antal Steder i ældre krystallinske Bjergarter, men den Varietet, der har Betyd- ning for Ædelstenshandelen, Hyacinten, er- holdes næsten udelukkende fra Findesteder