Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Syrefuksin
938
Sæbe
i Handelen som et blaat Pulver, der er op-
løseligt i Vand med blaa Farve og bruges til
Farvning af Uld. Et lignende Farvestof er
S y r e b 1 a a t B, der giver en mere grønlig
og klar Farve paa Uld.
Syrefuksin, Fuksin S, er et Tjærefarve-
stof, der i Udseende og Reaktioner ligner
Fuksin, men har en anden kemisk Sammen-
sætning. Det finder en udstrakt Anvendelse i
Uldfarveriet og frembyder herved væsentlige
Fordele fremfor den almindelige Fuksin.
Syregult. Æ g t e g u 11, er et Azofarvestof,
der i Farveriet kun finder Anvendelse som
Nuanceringsmiddel for andre Farver paa Uld
og Silke.
Syrentræ se S i r e n t r æ.
Syrerosamin se V i o 1 a m i n.
Syresalt se Oxalsyre.
Svreviolet kaldes forskellige Tiærefarve-
sfoffer, der bruges til Farvning af Uld og
Silke med forskellige Nuancer. Et lignende
Farvestof er Formylviolet.
SyruDus er den latinske Betegnelse for S i-
r up. — S. Althææ = Althæasirup. —
S. Amygdalæ = Mandelsirup. — S. Au-
rantii = Pommeransskalsirup. — S.
Cerasi = Kirsebærsirup. — S. commu-
nis — almindelig Sirup, d. v. s. Suk-
kersirup. — S. Diacodii = Valmuesi-
r up. —■ S. jodeti ferrosi — Ferro i odid-
sir up. — S. Mori = Morbærsirup. —
S. Papaveris = Valmuesirup. — S. Rhei
= Rabarbersirup. — S. Rhoeados —
Kornvalmuesirup. — S. Rubi idæi =
Hindbærsirup. — S. Sacchari = Suk-
kersirup. — S. sambuci — Hyldebær-
sirup. ■— S. Sennæ mannatus — Manna-
sirup. — S. Zingiberis = I n g ef æ r s ir up,
Svzygium Jambolana er et i Ostindien hjem-
mehørende Træ af Mvrtefamilien, der paa
Mauritius og de vestindiske Øer er Genstand
for Dyrkning. Dets Frugt, der er en blomme-
stor Stenfrugt, indeholder et lidt over 1 cm
langt, ægformet Frø, Jambulfrø, Semen
S y z y g i i, der anvendes i Medicinen mod
Sukkersyge: det indeholder Qarvestof, Spor
af æterisk Olie. Harpiks og det endnu ikke
nærmere undersøgte Glykosid, A n t i m e 11 i n,
der formodes at være Drogens virksomme
Bestanddel. Ogsaa den lette, noget svam-
pede, med hvidgraa Kork beklædte Bark,
Cortex Syzygii, der er meget garvestof-
holdig, og de kortstilkede elliptiske Blade,
Folia S., anvendes i samme Øjemed. Alle 3
Droger benyttes i Reglen i Form af Fluideks-
trakter, tilberedte med svag Alkohol og Gly-
cerin.
Sæbe (Seif e; Soap; Savon; S apo)
kaldes i Kemien Metalsaltene af de fede Sy-
rer og Harpikssyrer, men i daglig Tale, og
naar intet yderligere tilføjes, forstaas herved
altid de i Vand opløselige Alkalisalte af for-
skellige fede Syrer, som faas ved Indvirkning
af Alkalier paa forskellige Fedtstoffer, og som
bruges til Vask. Andre fedtsure Salte er uop-
løselige i Vand, og af disse benyttes f. Eks.
Blysæberne til Plaster, Lerjordsæberne til
Imprægnering af vandtæt Tøj, Mangan-
Blysæber i Fernisfabrikationen og Lerjord-
og Tinsæber i Farveriet: smign. Fedtstoffer.
Som Raastof til Sæbefabrikation benyttes:
Talg, Palmekærneolie, Kokosfedt, Bomolie,
Sesamolie, Jordnødolie, Bomuldsfrøolie, Raps-
olie, Linolie, Hampefrøolie, Tran, Bassiasmør,
Galamsmør (se Bassiasmør), Vateriafedt o. m.
a. samt alle Slags Affaldsfedt fra Slagtehuse,
Destruktionsanstalter, Spildevandsledninger
etc. Undertiden erstattes noget af Fedtet med
Harpiks. Til Sønderdeling af disse Fedtstoffer
benyttes Kali- eller Natronlud, som ofte frem-
stilles i Sæbefabrikkerne selv ved Behandling
af Soda eller Potaske med brændt Kalk, men
eftersom man anvender det ene eller det an-
det af disse Stoffer, faar den færdige Sæbe en
væsentlig forskellig Karakter, idet Natronsæ-
berne er temmelig haarde og bliver endnu
haardere ved Henliggen i Luften, medens Ka-
lisæberne er bløde og holder sig bløde. løv-
rigt inddeles Natronsæberne eller de haarde
Sæber i Kærnesæber, der kun bestaar af fedt-
surt Natron og Vand, og Limsæber, der tillige
indeholder det fra Fedtstofferne stammende
Glycerin. Kalisæberne er altid Limsæber.
Kærnesæber fremstilles paa to Maader.
Efter den gamle Metode smelter man først
Fedtet i en Kedel og tilsætter en Del af den
fortyndede Natronlud, indtil der har dannet
sis: en Emulsion, hvorpaa Resten af Luden
tilsættes efterhaanden under stadig Kogning,
indtil der er indtraadt en fuldstændig Forsæb-
ning, hvilket sædvanlig varer 1—2 Timer. Der
har derved dannet sig den s. k. S æ b e 1 i m,
der indkoges yderligere, og man tilsætter der-
naa saa meget almindeligt Salt, at dette med
det tilstedeværende Vand danner en koncen-
treret Saltopløsning, i hvilken Natronsæben
er uopløselig. Denne vil derfor udskille sia
os? svømme op som en halvsmeltet Masse, me-
dens Glycerin, Salte og muligt overskydende
Natronlud bliver i den s. k. Underlud. Der-
efter følger Klarkoeningen, hvorved Under-
luden helt eller delvis fraskilles, medens man
tilsætter Vand og undertiden noget svag Lud
og fortsætter Kogningen, indtil Sæben bliver
jævn og fri for Skum. Jo mindre Salt man
tilsætter, des mere Vand optager Sæben under
Klarkogningen, og man kalder sædvanlig
Sæbe, som oaa denne Maade er bragt til
at ootage en større Mængde Vand, sleben
Sæbe. Mere end 10—15 % Vand ud over
det sædvanlige Vandindhold kan en alminde-
lig Kærnesæbe dog ikke optage paa denne
Maade uden at blive for blød. Efter den nye
Metode, som nu bruges mere og mere, be-
nytter man ikke Fedt men Fedtsyrer, og disse
forsæbes hovedsagelig med Soda og Potaske,
hvilket er billigere og gaar hurtigere. Den
halvflydende Kærnesæbe bliver derefter øst
over i r.etvinklede Træ- eller Jærnforme, i
hvilke den langsomt stivner under Dannelse
af en homogen, hvid eller gullig Sæbe. Tid-
ligere anvendtes meget en saa uren Lud til
Forsæbningen, at den stivnede Sæbe paa
Grund af et Indhold af Ferrosulfid fik et mar-
moreret Udseende, hvilket imidlertid ogsaa
kan efterlignes ved Udrøring af Farvestoffer
kort før Stivningen. Man faar paa denne
Maade af 100 Vægtdele Fedt 135—145 D. ren
Kærnesæbe med et Indhold af 25—30 % Vand
eller 150—165 D. sleben Sæbe.
Ved Fremstilling af de bedre To il et sæ-
be r anvendes renere Fedtsorter, idet man
først fremstiller de s. k. G rund sæb er.
Talg- eller Palmeoliekærnesæber. som derpaa
skæres til Spaaner og tørres, til de kun ind®'
holder 5—8 % Vand. Spaanerne blandes der-
paa koldt med Farvestof og Parfume i Ælte-
maskiner, ud af hvilke de presses i Form ai