Emil Chr. Hansen 5 Særtryk 1901-1909

9 grundlægge forskjellige Udviklingsrækker, der en Tid lang kunne bevare hver sit særegne Præg. Det er saaledes ikke enhver Celle, som ved den lave Temperatur udvikler de ovenfor berørte mycelie- lignende Kolonier. Om alle de ovenfor beskrevne abnorme Former gjælder det, at de efter en kortere eller længere Række af Dyrk- ninger i Urt vende tilbage til det Normale. Hertil høre ogsaa Will’s Undersøgelser over Hindedannelsen hos nogle Bryggeri- Undergjærarter i »Zeitschr. f. das ges. Brauwesen«, 1895. Sporedannelsen og Knopskydningen. I min foran nævnte Afhandling i Laboratoriets Tidsskrift 1883 findes ikke blot Oplysninger om Variationen i Henseende lil Sporer- nes Form og Størrelse, men ogsaa i Henseende til deres Udvikling. Jeg gjorde da den Iagttagelse, at Celler af Sacch. Pastorianus I, som vare avlede i 2 Døgns Urtkultur ved 27° C., vare mindre til- bøjelige til at udvikle Sporer end Celler fra 1 Døgns Kultur. Senere Forsøg viste, at denne Forskjel var særlig iøjnefaldende, naar Sammenligning blev foretagen mellem Cellerne fra 7 og fra 1 Døgns Kultur. Af mine forskjellige Meddelelser om Carlsberg Undergjær Nr. 1 ses, at vi her have en Form, som giver yderst faa, eller slet ingen Sporer; i den lange Aarrække, i hvilken denne Art har været underkastet Undersøgelser, har den holdt sig paa dette Standpunkt og kun vist smaa Svingninger. Man kan af den erholde Renkulturer, hvis Celler gjennem meget talrige Generationer og i lange Tider ikke udvikle Sporer; det er hos den, at jeg først blev opmærksom derpaa, at Saccharomyceterne kunne opgive Sporedannelsen. Den gav saaledes et nyt Exempel paa det Forhold, at Individer, der høre til en og samme Vegetation, og som oprindelig stamme fra den samme Encellekultur, dog kunne grundlægge forskjellige Varie- teter med en høj Grad af Konstans. Paa en mere iøjnefaldende Maade traadte dette frem i mine Undersøgelser over Sacch. Lud- wigii (1889). Disse viste, at denne Art, naar den har tilbragt en Tid i sit Næringssubstrat, da kan udvikle Celler, som have mistet Evnen til at danne de nævnte Formeringslegemer. Ved at isolere et større Antal af Cellerne tik jeg tre Vegetationsformer, hvoraf den ene udmærkede sig ved sin kraftige Evne til Sporedannelse, medens denne hos den anden derimod var i Færd med at forsvinde og hos den tredie slet ikke traadte frem. Under Dyrkningen i Ølurt vedblev den sidstnævnte Vegetation at være sporeløs gjennem meget talrige Generationer; først efter lang Henstand i denne Vædske; forandredes Forholdet noget, saaledes at Evnen til Spore-