Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

Skovenes Forfald. 95 det syttende Aarhundrede ophørte Jærntilvirkningen, og der blev betalt Penge i Steden for Jærnkloder; der var ikke længere Skove, hvoraf man kunde tage Ved til Udsmeltningen afJærnet28. Kulbræn- dingen har ligeledes ødelagt megen Skov. Skovbrande kunne ogsaa have voldt Øde- læggelse. Naar det fortælles, at man har afbrændt Skoven ved den gamle Herregaard Hundsbæk i Ribe Amt for at komme en »Orm« til Livs, som havde hjemme der og gjorde stor Fortræd i Omegnen, da stammer Sagnet vistnok fra, at Ilden virkelig en Gang har raset i denne Skov. En Skovbrand kunde opstaa ved Uforsigtighed, men ogsaa ved Lynnedslag. Mere Fortræd har dog Vestenvinden gjort i de jyske Skove, naar den fik Indgang paa Steder, hvor Ødelæggelsen var begyndt. Stundum er det Navnet paa et Træ som Lind, Birk, Bøg, Hessel, der, optaget i et Gaard- eller By-Navn, fortæller, at en frodig Skov en Gang har bredt sig, hvor der nu kun er Hede; stundum danner »Skov« eller »Lund« en Del af Navnet paa en By eller Gaard, der ligger helt nøgen. Et Krat, der bestaar af Rodskud af Ege eller Bøge, kan minde om Storskoven, der er lagt øde. Det kan ogsaa den enlige Egepurre med sit om Vaaren lysegrønne Løv midt i den brune Lyngmark. Hvor et Landbrug væsentlig har været beregnet paa at støtte sig til et dertil knyttet Skovbrug, der >naa det nødvendig gaa tilbage ved Skovenes Under- gang. Det er Vestjyllands og Midtjyllands Historie fra det syttende Aarhundrede. Paa Øerne var der et andet Forhold, som gjorde Fortræd. Medens den store vestlige De] af Jylland havde sine Skove, havde det ogsaa Herremænd; da det gik tilbage