Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

98 Landbruget i det 18. Aarhundrede. tale den af sin egen Lomme: kunde Herremanden ikke faa nogen til at drive den øde Gaard, da maatte han ogsaa betale den Skat, der paahvilede den. Regeringen havde givet Afkald paa en usikker større Indtægt for at faa en sikker mindre Indtægt, og den havde med det samme søgt at befæste et patriarkalsk Forhold mellem Godsejeren og hans Bønder. Om det sidste kunde være blevet cn Frugt af denne Ordning i gode Tider, maa staa hen. I rigtig trange Tider lykkedes det i alt Fald ikke. Der var mange Aar, baade sidst i det syttende og først i det attende Hundredaar, som vare rene Misvæxtaar. »Værst af dem alle var Vinteren 1708—9, denne over hele Evropa berygtede Vinter, der ødelagde Provences Olivenskove lige saa fuldt som Vintersædmarkerne i de nordligere Lande. Den varede her i Landet fra strax efter Mikkelsdag 1708 indtil op i April 1709; Fiskedammene bundfrøs; hvad der var af Fuglevildt saa vel som af Harer, døde for største Delen bort i Jylland; Rugen blev i adskillige Egne ødelagt, og man fattedes rundt omkring Saasæd til det følgende Aar. Mange fat- tige Folk i Jylland, hedder det, maatte æde Brum*) af Lyng øg Bark af Træ til Brødet; mange døde derfor baade af Hunger og Tørst29«. Og de tryk- kende Skatter, Krigen medførte, gjorde ondt værre. Professor E. Holm har prøvet paa at udkaste et Billede af de Byrder, der hvilede paa en Godsejer 30. Han tænker sig en saadan med en Sædegaard paa 500 Td. Hartkorn til en samlet Værdi af 25,000 Rd.; de 50 Td. ere fri Hovedgaardstaxt og de 450 Bøn- *) d. e. Bladene, Løvet.