Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

134 Landbruget i det 18. Aarhundrede. hørte, skulde tilbydes Prins Karl af Hessen mod en vis Afgift til det fideicommissariske Fond, og i Frederiksværk havde han dog selv tidligere set ikke blot et storartet Industrietablissement, men ogsaa en Skole for Industridrivende; derfor havde han med rastløs Iver taget det ene Anlæg op efter det det andet (et Teglværk, en ny Agatmølle, en Vogn- fabrik, en Voxdugsfabrik, en Fajanceovns-, Potte- mager- og Digelfabrik, et Voxblegeri og Voxlyse- støberi, et Gjørtlerværksted, et Guldsmeddeværksted, en Rebslagerbane — alt foruden Fabrikker for Krigs- fornødenheder). Det laa ham ikke længere paa Sinde at sikre Fortsættelsen og Udviklingen af den af ham skabte Fabrikby. De falsterske Godser, som han havde sat i en ypperlig Stand, var der derimod ikke Tale om at sælge. Der skulde ind- føres Arvefæste paa Godserne, Fællesskabet skulde ophæves, og med Hensyn til Hoveriet skulde der fares frem »paa den allerømmeste og lemfældigste Maade, endog mildere, end Love og Forordninger foreskriver*. Særligt blev det i Testamentet betonet, at der skulde oprettes en Agerdyrkningsskole. Det var denne, som aabnedes Aar 1800 paa Næs- gaard paa Falster under Ledelse af Oluf O lu fsen (1764—1827), der baade havde dansk-juridisk- og Landmaaler-Examen, inden han paa en treaarig Udenlandsrejse forberedte sig til at være landøko- nomisk Lærer. Skolen maatte dog stilles i Bero af Mangel paa Lærlinge. »Det maatte«, skrev Olufsen, »komme en dansk Bonde underligt for, at man til- bød at lære hans Søn Agerdyrkning, mod at han ingen Løn fik, men blot Kost, Logi og Klæder.« Olufsen holdt da Forelæsninger i Kjøbenhavn i det classenske Bibliotheks Læsesal og udgav »økonomiske