Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

Sukker. 245 Sukker fra Alexandria til Venetia, og det skal have været i Form af »Sukkertoppe«. Korstogene bi- droge til at gjøre Sukkeret bekjendt. 1420 kom Sukkerrøret til Madeira. Kr. Kolombo bragte det fra de kanariske Øer til S. Domingo, og her blev det for første Gang dyrket i det store. Cortez bragte det til Mejiko. Til Brasilien kom det 1531. Paa sin Rejse omkring Jorden fandt Cook (1728—79), der havde Naturgranskeren Georg For- ster med sig, Tahiti-Sukkerrøret, der gav sær- lig rigt Udbytte og snart blev bragt til Vestindien. Kuba, Java og Brasilien ere de Steder, hvor- fra der udføres mest Rørsukker. Derefter komme: britisk Ostindien, britisk Vestindien, Filippinerne og Mauritius. 1747 opdagede Kemikeren Andreas Sigis- mund Marggraf i Berlin (1709 82) det store Sukkerindhold i den Roe, der siden er bleven kaldt Sukkerroen. Hans Efterfølger som Leder af den fysiske Afdeling af det berlinske Videnskabernes Akademi, Fr. K. Achard (1753—1821), fortsatte hans Forsøg med Dyrkning af sukkerholdige Roer og anlagde den første Roesukkerfabrik i Schlesien 1801. Men det blev ikke til meget med denne nye Sukkertilvirkning, før en Verdensbegivenhed plud- selig gav den Betydning. Napoleon søgte i Pagt med Alexander 1. at gjennemføre, at alle det evro- pæiske Fastlands Havne bleve spærrede for Eng- lænderne. Men saa gjaldt det ogsaa om, at man i Fastlandsstaterne indrettede sig paa at undvære de Varer, som Englænderne hidtil havde forsynet dem med. Dertil hørte da ogsaa Rørsukkeret. Napo- leon opmuntrede Franskmændene til at dyrke Sukker- roer ; ogsaa i Tyskland tog Arbejdet dermed et 11*