Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

Kirker af brændte Sten. 19 større end i Viborg, idet den omfatter Korsarmene; Korrundingen med Søjlegalleriet er rigere udstyret. Men Lund var da ogsaa Ærkebispesædet først for hele Norden, siden for de danske Stifter. Kirken er bygget af Sandsten fra Hørr i Skaane og blev indviet 1145. Kirkerne af finlandsk Tuf og af indenlandsk Kalk- tuf eller af lignende bløde Brudsten høre navnlig til den første Halvdel af det 12. Aarhundrede; Granitkirkerne bleve især byggede fra Midten af det samme Aarhundrede. Men fra Slutningen af det kom et nyt Bygningsæmne frem, som skulde faa en langt videre rækkende Betydning end de to andre, ikke blot ved Opførelsen af Kirker, men ogsaa, naar det gjaldt om at rejse Boliger i By og paa Land, og da navnlig, hvor der ikke var Overflødighed paa Graasten, og hvor Skovrigdommen efterhaanden svandt bort. Dette nye Bygningsæmne er Teglstenen eller den af Ler brændte Mursten. Kunsten at tilvirke Teglsten er ældgammel. Derom mindes vi ved de bibelske Efterretninger om Bygningen af Babels Taarn, og om hvordan Jøderne bleve plagede i Ægypten. I det gamle Kaldæa ved Evfrats Munding er der Fattigdom paa natur- lige Stene. Der er ingen Bjærge, der er ikke Rulle- sten, og der er ikke bløde Sten af Kridt eller Kalk. Jordbunden er dannet af de store Floder Tigris og Evfrat, der ved deres Udløb i den persiske Hav- bugt have afsat Lerdele, som de have revet løs under deres øvre Løb og ført med sig til deres Munding. Aar for Aar, Aarhundrede efter Aarhun- drede er den opstemmede fede Dyndmasse voxet. Hele Kaldæa er dannet paa denne Maade; det er et udmærket frugtbart Land, men fattigt paa Sten.