Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

83 reise for at kunne optages i Armeen \ og I spørge, om vi, dersom vi vedtage denne Bill, kunne holde os mod en saadan Konkurrence. Sir, jeg ler ved Tanken om en saadan Konkurrence. Dersom vi nogensinde bringes til at afstaa vor Plads som det første Handelsfolk, saa vil det ikke blive til en Slægt af udartede Dværge, men til et paa Legeme og Sjæl fremragende kraftigt Folk. Af denne Grund, Sir, billiger jeg Principet for denne Bill, for hvis Overgang til anden Behandling jeg vil stemme uden Betænkning. Til hvilken Grænse vi skulle nedsætte Arbejdstiden er et vanskeligere Spørgsmaal. Det forekommer mig, at vi ere stillede som en Læge, der har overtydet sig om, at han staar overfor et Syg- domstilfælde, og at der gives en særlig Medicin for Til- fældet, men som ikke er sikker paa, hvilken Mængde af Medicinen, Patienten kan taale. En saadan Læge vilde sandsynligvis indgive Medicinen i smaa Doser og om- hyggelig iagttage Virkningen af dem. Jeg kan ikke værge mig mod den Tro, at vi ville vove for meget ved' paa en Gang at nedsætte Arbejdstimerne fra 12 til 10. For- andringen er stor og maa foretages med Forsigtighed og lidt efter lidt. Antage vi, at der umiddelbart derefter fandt en Dalen af Lønnen Sted, hvad der ikke er umu- ligt, kunde der da ikke indtræde en voldsom Reaktion? Kunde Almenheden ikke faa den Tro, at vor Lovgivning havde været principiel urigtig, selv ora vor Fejltagelse i Virkeligheden ikke var nogen Fejltagelse i Princippet, men kun i Graden? Kunde Parlamentet ikke forledes til at tage sin Forholdsregel tilbage? Vilde vi ikke kunne faa Vanskelighed ved blot at opretholde den nuværende Begrænsning? Den klogeste Fremgangsmaade vilde efter min Mening være at nedsætte Arbejdstiden fra 12 til 11 *) En Hentydning til Generalløjtnant v. Horns Indberetning til Wilhelm III, ifølge hvilken Fabrikegnene ikke mere kunde stille deres Kontingent til Forstærkningen fuldt ud. Smnlgn.: Anton, den preussiske Fabriklovgivnings Historie. Leipzig 1891. S. 32. 6*