Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

 24 gelske Nationaløkonomer anførte Beviser ikke formaar at redde Tredivernes og Fyrrernes økonomiske Orthodoxi, maa man dog glæde sig ved, at den godtgjør, i hvilken Udstrækning Nationaløkonomien siden Senior har ladet sig belære af de gjorte Erfaringer, ligesom den viser, af hvilken Art disse Erfaringer vare. Men dette Fremskridt har Senior saavel som John Stuart Mill gjort med. Da det nemlig i Trediverne drejede sig om den engelske Fabriklovgivnings yderligere Udvidelse har han betegnet Udvidelsen af den lovmæssige Børnebeskyttelse til de endnu ikke beskyttede Erhverv, som en af den sociale Reforms vigtigste Opgaver12. Hvilke vare da de Erfaringer, der hidførte dette Omsving ? Allerede før Udstedelsen af Titimersloven havde nogle for Loven agiterende Fabrikanter anstillet Forsøg i deres Fabriker43 for at undersøge Paastanden om, at Arbejdstidens Nedsættelse fra 12 til 10 Timer skulde kunne hidføre Bomuldsindustriens Ruin. Allerede her viste det sig, at Spørgsmaalet ikke var det arithmetiske: naar der produceres x i 12 Timer, hvor meget produce- res der da i 10? Det fremgik af Undersøgelsen, at Ydelsen i de sidste 2 Timer var saa ringe, at Arbejds- tidens Nedsættelse fra 12 til 10 Timer kun nedsatte Ud- byttet med 1/12 istedenfor med 1/c. Desuden viste det sig, at der netop i de sidste to Timer ødelagdes særlig meget Materiale, fordi de trætte Arbejdere vare uop- mærksomme. Da derefter Titimersloven, trods Fabri- kanternes og de orthodoxe Nationaløkonomers Modstand, udkom, viste det sig som Ernst v. Piener siger i sit Skrift om Fabriklovgivningen u: »at den blotte Øgelse af en Arbejders Arbejdstid ikke er ensbetydende med en Øgelse af hans Ydelsesevne; de Arbejdere, navnlig de yngre, der ikke mere vare trættede ved for store legem- lige Anstrængelser, fremstillede i den kortere Tid den samme og hyppig en større Produktmængde, hvori de paa Grund af den almindelig anvendte Akkordløn havde