Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

’ 36 den overleverede Levefod, fordi han ikke vilde kunne bevæges til større Anstrængelser. Kun med en Arbej- der, der krævede at kunne tilfredsstille stigende For- nødenheder, var det muligt at øge Tenenes Hurtighed og det Antal Tene, der stilledes under én Arbejders Opsigt, eller at mindske Antallet af Arbejdere i et Spin- deri af en bestemt Størrelse, kortsagt at hidføre den Øgelse af Arbejdsydelsen, paa hvilken det beror, at den engelske Bomuldsarbejders Ugeløn, trods sunkne Akkor- der og kort Arbejdstid, paa den ene Side er den højeste, medens paa den anden den engelske Bomuldsindustris Arbejdsomkostninger, trods disse høje Lønninger, ere de laveste i Evropa. Men lad os fremføre et Tilfælde, i hvilket en saa- dan Stræben efter en højere Levefod mangler. Den udmærkede nylig afdøde Kommerceraad Frommel fortalte Hr. v. Schulze-Gäverniiz'2, at han vilde søge at faa de dygtigere Vævere i sin Fabrik i Augsburg til at passe 3 Vævestole istedenfor som nu 2. Arbejderne modsatte sig. Og da de nu gjordes opmærksom paa, at den nye Indretning vilde indbringe dem en større Ugefortjeneste, svarede en Væver, at han og hans Kone fortjente 28 Mark ugentlig. Han vilde ikke anstrænge sig for at for- tjene mere, fordi mere Fortjeneste blot vilde betyde en Rus mere. I England altsaa inddrog Forandringen i samtlige økonomiske Forhold først Arbejdsgiveren under det øko- nomiske Princip, man kalder Stræbet efter den størst mulige Gevinst. Det fra ham udgaaende Tryk fremkaldte den tilsvarende Ændring hos Arbejderne. De maatte finde sig i nye Forhold, og en Gang løsrevne fra det sædvanemæssige følte de nu ogsaa stigende Fornøden- heder, hvormed ogsaa de vare inde paa den moderne Vej. Væddeløbet mellem Fornødenhedernes Øgelse, der fører til Øgelse af Arbejdsydelsen og denne, der atter fører til Øgelse af Fornødenhederne, begynder. Hvor der derimod holdes sejgt fast ved det Overleverede op-