Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

182 Naar man nu sætter Skiven i hurtig Omdrejning ved at vikle en.Snor om Aksen b og trække den rask af igen, saa vil man mærke en ejen- dommelig Modstand, naar man holder Apparatet i Haanden og drejer det. Man har en Følelse, som om Apparatet var levende; Skivens Inertimodstand vil nemlig frembringe en Svingkraft, som virker helt paa tværs af den Retning, man drejede i. Hænges Ringen op paa en Spids o, vil Tyngdekraften faa Apparatet til at falde lidt, men derved frembringer Skiven som sagt en Svingkraft, der bevæger den i en vandret Plan; ved denne Bevægelse opstaar der en ny Svingkraft, som fører Skiven med Ringen lodret op igen. Resultatet bliver saaledes, at Apparatet slet ikke falder men derimod, drejer sig rundt paa den Spids, hvor- paa det hviler. Prøver man paa at trykke Ringen nedad, vil den komme til at dreje sig endnu hurtigere paa Spidsen, og hvis man fremskyndet denne Drejning med Haanden, ser man, at Ringen hæver sig opad, saa at Skivens Akse danner en spids Vinkel med Verti- kalen og altsaa ved Drejningen beskriver en Kegleflade omkring den vertikale Linje. Naar en Top eller en Snurre drejer sig paa sin Spids, faar den en Bevægelse af ganske den samme Beskaffenhed; den falder ikke, selv om Aksen staar skraat, men denne beskriver en Kegleflade omkring den vertikale Linje, medens Toppen selv drejer sig om Aksen. Naar man triller en Mønt hen ad et Bord, falder den ikke om, skønt man vanskeligt kan faa den til at staa roligt paa Kanten; det er atter Inertien, som er Aarsag. hertil, og naar Mønten hælder noget til Siden, vil den til Trods for Tyngdekraften heller ikke falde men blot løbe i en krum Linje. Af lignende Grund kunne Folk ride paa Bicykler men ikke holde stille paa dem; løber man paa Skøjter, kan man ved at hælde sig til Siden bevirke, at man kommer frem i en krum Bane. De roterende Legemers Inerti er Aarsag til den større Skudsikker- hed, man opnaar ved Rifler. Blykuglen vil nemlig inde i Løbet blive presset ind i Riffelgangene, saa at den foruden den fremadskridende ogsaa faar en omdrejende Bevægelse. Et Eksempel paa en Bevægelse af lignende Art som Toppens eller Snurrens have vi i det Fænomen, som i Astronomien kaldes Præcessionen. Det bestaar i, at Jordaksen i Stedet for at blive parallel med sig selv, drejer sig saaledes, at den efterhaanden peger'mod alle de Punkter af Himmelkuglen, som ligge 231/«0 fra Ekliptikas Pol. Dette fremkommer ved, at Jorden er fladtrykt, saa at der langs Ækvator er ophobet en større Masse, men Ækvator danner en Vinkel paa 231/» 0 med den Plan, Ekliptika, i hvilken Solen altid befinder sig; dennes Tiltrækning vil nu søge at faa den omtalte ophobede Masse ved Ækvator til at ligge i Ekliptika, eller med andre Ord rejse Jordaksen vinkelret paa denne