Bidrag til Dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det tekniske Selskabs halvhundredaarige jubilæum den 18 september 1893
Forfatter: C. Nyrop
År: 1893
Forlag: Nielsen & Lydiche.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 263
UDK: 373.62(489)(09) Tek
DOI: 10.48563/dtu-0000048
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
146
TEKNISK SELSKABS FØRSTE AAR.
særdeles bidraget til Institutets Fremme«. Og her skal, til
Slutning, endnu Opmærksomheden henledes paa Lærerne.
Da Institutet aabnedes i November 1843 var der en-
gageret 4 Lærere. Som den første Cand. polyt. H. Kayser og
efter ham Arkitekt P. Chr. Kramp, Artist L. A. Winstrup og
Konstruktionsassistent (senere Kvartermand) J. F. Witkow, deres
Lon var 6 Rd. maanedligt for 2 Afteners Undervisning om
Ugen. Ovenfor S. 141 ere de i Alt 8 Lærere nævnte, som
Kramp korresponderede med i Marts 1844, og som andre til
Institutet i det første Aar knyttede Lærere kan endnu nævnes
Malermester H. C. Bruun, Urmager F. C. Hummel og Kon-
struktionsassistent Z. Petersen. Foruden Lærerne var der imid-
lertid endnu nogle specielle Tilsynshavende: i Dekorations-
maleri Malermester C. Tilly, i Modellering i Ler Hof-Guldsmed
J. B. Dalhoff samt i Tegning for Urmagere Kronometermager
L. Urban Jurgensen og Urmager H. Schultz. Alle vare villige
til at komme Institutet imøde, og Alle vare i gjensidig Over-
ensstemmelse og ligesom efter Aftale ivrige for at udrette
Noget. Ja flere ofrede deres Tid og Kræfter uden Lon, og
det skal saaledes nævnes, at Kandidat Kaysers godt besøgte
Foredrag over Matematiken ydedes gratis.
Meget af Æren for dette gode og ivrige Samarbejde skyldes
nu sikkert Kramp, hvad han da ogsaa siger i sin ovenfor
nævnte, formentlig ikke holdte Tale. Det hedder her meget
selvbevidst: »Jeg styrede og ordnede Alt, foreslog og arbejdede,
og følte som jeg endnu føler, at ligesom Anstalten skylder
mig sin aandelige Tilværelse, skylder den mig ogsaa sin hele
Udvikling.« Lad være, at der her er noget Overdrevet, i det
Væsentlige er det sikkert sandt. Trods sine Svagheder var