Bidrag til Dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det tekniske Selskabs halvhundredaarige jubilæum den 18 september 1893

Forfatter: C. Nyrop

År: 1893

Forlag: Nielsen & Lydiche.

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 263

UDK: 373.62(489)(09) Tek

DOI: 10.48563/dtu-0000048

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 276 Forrige Næste
146 TEKNISK SELSKABS FØRSTE AAR. særdeles bidraget til Institutets Fremme«. Og her skal, til Slutning, endnu Opmærksomheden henledes paa Lærerne. Da Institutet aabnedes i November 1843 var der en- gageret 4 Lærere. Som den første Cand. polyt. H. Kayser og efter ham Arkitekt P. Chr. Kramp, Artist L. A. Winstrup og Konstruktionsassistent (senere Kvartermand) J. F. Witkow, deres Lon var 6 Rd. maanedligt for 2 Afteners Undervisning om Ugen. Ovenfor S. 141 ere de i Alt 8 Lærere nævnte, som Kramp korresponderede med i Marts 1844, og som andre til Institutet i det første Aar knyttede Lærere kan endnu nævnes Malermester H. C. Bruun, Urmager F. C. Hummel og Kon- struktionsassistent Z. Petersen. Foruden Lærerne var der imid- lertid endnu nogle specielle Tilsynshavende: i Dekorations- maleri Malermester C. Tilly, i Modellering i Ler Hof-Guldsmed J. B. Dalhoff samt i Tegning for Urmagere Kronometermager L. Urban Jurgensen og Urmager H. Schultz. Alle vare villige til at komme Institutet imøde, og Alle vare i gjensidig Over- ensstemmelse og ligesom efter Aftale ivrige for at udrette Noget. Ja flere ofrede deres Tid og Kræfter uden Lon, og det skal saaledes nævnes, at Kandidat Kaysers godt besøgte Foredrag over Matematiken ydedes gratis. Meget af Æren for dette gode og ivrige Samarbejde skyldes nu sikkert Kramp, hvad han da ogsaa siger i sin ovenfor nævnte, formentlig ikke holdte Tale. Det hedder her meget selvbevidst: »Jeg styrede og ordnede Alt, foreslog og arbejdede, og følte som jeg endnu føler, at ligesom Anstalten skylder mig sin aandelige Tilværelse, skylder den mig ogsaa sin hele Udvikling.« Lad være, at der her er noget Overdrevet, i det Væsentlige er det sikkert sandt. Trods sine Svagheder var