Teknisk Statik
Anden Del

340 § 59. man kan begynde Konstruktionen. Det vil være praktisk at samle Kraftpolygonerne for hver Rings Knudepunkter i en særlig Figur; man maa da overføre de ved Sintringen fundne Spændinger i Spær og Diagonaler til Figuren for Ringen ne- denfor, da disse Spændinger her optræde som givne ydre Kræfter. Da Vinden lige saa godt kan virke i den ene som i den anden Retning, skal man til syvende og sidst kun bruge den største af de for hver Slags Stænger fundne Spændinger. Anbringes der dobbelte slappe Diagonaler i hvert Fag, ved man ikke paa Forhaand, hvilken der bliver strakt og alt- saa er virksom. Man træffer da et vilkaarligt Valg af de Diagonaler, man vil regne med (saaledes at Spændingsbestem- melsen bliver saa simpel som mulig), og hvor man finder et Tryk i Diagonalen, foretager man tilsidst den sædvanlige Om- bytning og Spændingskorrektion for vedkommende Fag. Den virkelige Udførelse af Spændingsbestemmelsen ved Kraftpolygon-Methoden fører til Figurer, der synes temmelig komplicerede, naar man betragter dem, efter at de ere gjorte færdige, hvorfor der heller ikke her er meddelt noget Exempel paa en saadan udført Konstruktion. I Virkeligheden er Me- thoden dog baade overmaade let fattelig og hurtig særlig ved disse Kupler, hvor Stængerne næsten altid ligge paa en simpel Maade i Forhold til hinanden eller til Billedplanerne. For ikke at faa for sammensatte Figurer kan man naturligvis tegne Kraftpolygonen for hvert Knudepunkt ud for sig, men man faar da lidt mere Arbejde med at overføre de allerede fundne Spændinger fra den ene Figur til den anden. Udførelsen af Konstruktionen for den i Exemplet nedenfor behandlede Kup- pel kan anbefales som en god Øvelse. Müller-Breslau har angivet en særdeles simpel Methode til Bestemmelse af Spændingerne i en Schwedler-Kuppel. Spæn- dingerne betegnes, som angivet i Fig. 233a, PI. 21, hvor en Del af Kuplens vandrette Billede er vist; Spændingerne i Spæ- rene kaldes almindelig S, i Ringstængerne/?, i Diagonalerne/). Man tænker sig nu alle Diagonaler borttagne, men deres Spæn- dinger fremdeles virkende paa Systemet, og disse Spændinger opløses i de to Knudepunkter, der forbindes af Diagonalen, efter de i samme Plan liggende Spær og Ringstænger. Kom- posanterne betegnes (Fig. 233c) i Diagonalens øverste Ende- punkt ved r„D (efter Ringstangen) og s„D (efter Spæret), i det