Den Polytekniske Læreanstalts Første Halvhundrede Aar
1829-1879

75 Statens Hovedformaal! Nu var det Halvhedens Tid! Man havde ikke Raad til at anvende 122900 Rd. i et nyttigt Öjemed, men vel til at give «Forskud» ti! et Institut, som ikke kunde' be- regnes paa at give Indtægt i Penge og derfor ingen Kredit kunde have. Et i pekuniær Henseende uvederhæftigt Institut giver man en bundløs Gjæld at begynde med! Det var de fam- lende Udvejes Tid! Hvor der ingen Indtægt var, lavede man en; Læreanstalten skulde oppebære en Afgift af Blade og periodiske Skrifter (Avisafgiften)45) og dermed betale Renter og Afdrag af 122900 Rd.; om Afgiftens Størrelse, om dens Tilstrækkelighed for Öjemedet, gjorde man sig ingen Forestilling. Det var endelig Omsvøbenes Tid! Læreanstalten, hvis Form aal var theo- retiske og tekniske Kundskabers Udbredelse, blev som Oppe- bærer äf Avisafgiften tvungen til uendelige Skriverier, Mindelser om at betale, Trusler om Søgsmaal, maatte indkræve og oppe- bære Daler for Daler direkte eller igjennem Postvæsenet og indsende Pengene til Finanserne! Formodentlig i uklar For- nemmelse om, at der ikke vilde komme synderligt ud af denne Afgift til saa store Beløb i Renter og Afdrag, søgte man derhos at sikre sig ved Paabud om Indbetaling af alt, hvad Lærean- stalten maatte faa af det Classenske Fideikommis, af Landhus- holdningsselskabet «eller andre velgjörende Bidrag» udover det paaregnede aarlige Beløb af 3600 Rd., som indkom igjennem Adressekontoret, Rejersenske Fond og Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Del af det Classenske Fideikommis skjænkede'Bi- drag paa 5000 Rd. gik lige ind. i Finanserne og bragte Gjælden ned til 117900 Rd.; de andre Indtægter!.udebleve derimod ganske. Avisafgiften forslog da heller ikke til Renterne, saa at der efterhaanden af Renterestancerne stiftedes en klækkelig1 ny og voxende Gjæld, men rentefri; thi Rentes Rente forlangte man ikke. Og dog maa man ikke gaa i Rette med dette Sy- stems Bærere, endnu mindre med Statens daværende Overhoved; alle handlede under Ulykkens Tryk og i Tidens Aand. Tvert- imod maa Synet af, hvor tungt de havde. for at føre Sagen