Frue Kirke I Aarhus
EN VEJLEDNING FOR BESØGENDE

 6 frem med Albigenserne og Valdenserne i Sydfrankrig. Men medens disse aldrig blev andet end Sekter, der stod i et bestemt Modsætningsforhold til Pavekirken og ivrigt blev bekæmpet af denne, saa fik den Bevægelse, Frants rejste, saa rivende en Udbredelse og en saa stor Mængde Tilhængere, at det var nødvendigt for Kirken at autorisere den nye Strømning for at holde den indenfor de rette Bredder. Frants og den Skare, der havde samlet sig om ham, fik i Aaret 1210 Innocens III’s Tilladelse til at prædike Evangeliet. Man tør dog gaa ud fra, at Paven med langt større Tilfredshed har set paa de Bestræbelser, der udgik fra Spanieren Domingo de Guzman. Han var født 1170 i Calaruega i Gammel-Kastilien, studerede i sin Ungdom ved Universitetet i Palenza og blev 1194 Medlem af Domkapitlet i Osma. For Dominions, som Fremtiden har kaldt ham, blev den nøjeste Til- slutning til Kirkens Lære Hovedfordringen til den Kristne. Med den bræn- dende Iver, som kun en Spanier kan udfolde, begyndte han alt fra sin tidligste Ungdom at virke for den rette uforfalskede Tro. Hjærtets Renhed og Enfold, den personlige Hengivelse i Gudsforholdet, som Frants af Assisi havde slaaet til Lyd for, fik for Dominicus ikke den Betydning som den blinde Lydighed og den ubetingede Underkastelse under Kirkens Love. Saa stor var imidlertid den Indflydelse, Frants Eksempel udøvede, at selv Dominicus’ mere retlinede Væsen bøjede sig for den. Fordringen om apostolisk Fattigdom, der stod i saa skærende Modsætning til den Rigdom og Pragt, Kirken og Gejstligheden hidtil havde udfoldet, fik en Tilhænger i Dominicus, ligesom ogsaa han blev ivrig efter at finde nye Former for Evangeliets Forkyndelse. Frants og han pustede nyt Liv i Missionsvirksom- heden som de udøvede gennem omvandrende Prædikanter. To og to fulgte Dominicus' Disciple ad, levende i Fattigdom og brændende i Aanden efter at virke til Fremme af nyt Liv indenfor Kirken. Med Hjælp af Biskop Fulko i Toulouse havde Dominicus 1214 fæstet Bo i denne By sammen med sine Tilhængere, og herfra var det, at han 1215 rejste til Rom for at indhente Pavens Stadfæstelse paa en ny Munke- orden, han vilde stifte. Dens Formaal skulde fremfor alt være at prædike og øve Sjælesorg samt at virke for Kætternes Omvendelse. Paven, der saa, hvilken umaadelig Støtte, Kirken kunde faa i denne ny Orden, gav sin Tilladelse til dens Oprettelse, paa Betingelse af, at den vilde slutte sig til en af de allerede eksisterende Ordensregler. Dominicus valgte Præmonstratenserreglen og 1216 stiftedes Dominica- nernes Munkeorden. Dens officielle Navn blev ordo fratrum praedica- torum eller Prædikebrødrenes Orden. Som det fremgaar af dette Navn, blev Prædiken Dominicanernes vigtigste Gærning. Dominicus selv lagde sig ivrigt efter Studiet af Theologi for saa meget bedre at kunne virke til Kætter- nes Omvendelse. Alle Ordens-Brødrene var da ogsaa Præster, hvad der ikke var Tilfældet med Franciscanerne. Den Ordensregel, Dominicanerne havde sluttet sig til — Præmonstraten-