Frue Kirke I Aarhus
EN VEJLEDNING FOR BESØGENDE

7 sernes — var meget streng. Den var stiftet et Aarhundrede forinden, 1126, af Norbert i Prémontré i Champagne. Ogsaa hans Munke skulde særlig virke for Prædikegærningen og gendrive Kættere. Kun i Sygdomstilfælde maatte de i Begyndelsen spise Kød. Æg, Ost og Mælkemad kom aldrig paa deres Bord. I Danmark havde denne Orden et Munkekloster i Børglum og et Nonnekloster i Vrejlev. Til denne strenge Levevis kom for Dominicanernes Vedkommende Fordringen om — i Lighed med Franciscanerne - at leve som Tiggermunke, en Beslutning, der toges 1220 paa Ordenens første General- kapitel i Bologna. Dominicanerne fik som dem, der stod Pavedømmets Hjærte nærmest, store Forrettigheder, og de benyttedes meget i kirkelige Ærinder, saaledes ofte som Inkvisitorer. Deres Betydning øgedes meget, efter at de i Aaret 1425 havde faaet Tilladelse til at modtage Gaver til deres Klostre. Herved blev Munkene nemlig i endnu højere Grad end tidligere i Stand til at kaste sig over theologiske og videnskabelige Studier. I Spidsen for Ordenen stod en General, der styrede de enkelte Pro- vinser gennem Provins-Priorer. Under disse sidste hørte endelig de enkelte Klostre, der hver lededes af en Prior. Ordensdragten var en hvid Underklædning med hvidt Skapuler og et sort Overslag med sort Kabuds. Vaabnet var en Hund med en brændende Fakkel i Munden*). Ligesom Franciscanerne virkede Dominicanerne særligt i Byerne, men den menige Befolknings Kærlighed vandt de aldrig. Den blev hos Franciscanerne. Aarsagen hertil er let forklarligt. Den ligger i de to Ordeners Oprin- delse og hele Virkemaade. Franciscanerne forstod for det meste — rundne af Menigmands Æt som de fleste af dem var — i langt højere Grad at tale til de brede Lags Hjærte og at slaa paa de Strænge, Menigmand forstod. Omvendt blev de lærde Dominicanerpræster med deres Hang til Videnskab og streng Theologi fremmed for Befolkningen rundt om, hvor de kom. Mere og mere skiltes da ogsaa de to Ordeners Veje, og store Stridigheder her- skede næsten altid mellem dem. Allerede i Middelalderen gav denne Forskel sig et karakteristisk Udslag. Dominicanerne sluttede sig udelt omkring den katholske Kirkes lærde Theologer, om Albertus Magnus og Thomas fra Aquino, medens Franciscanerne samlede sig om de frie Retninger, der udgik fra Duns Scotus. Paa Reformationstiden synes det da ogsaa, som om den ny Lære vandt nogle af sine største og bedste Forkyndere blandt Franciscanerne. I Tysk- land hørte Morten Luther til dem, i Danmark Hans Tavsen, medens om- vendt Katholicismen fandt sine ivrigste Forsvarere blandt Dominicanerne. *) Dette Mærke hentyder til, at Dominicus Moder havde drømt, at hun fødte en Hund, der bar en Kærte i Munden; denne Drøm anvendtes senere paa Sønnens Virksomhed som Vogter og Udbreder af Troen og er rimeligvis ogsaa Motivet til, at Dominicanerne ofte kaldes domini canes = Herrens Hunde.