Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Fuldstændig Tilbagekastning. 133 3, vil en Straale gaa samme Vej tilbage, og den i Vandet mest vandrette af disse Straaler dr o, bliver altsaa i Luften næsten helt vandret. Keppler synes at have været den første, der stillede og besvarede Spørgsmaalet om, hvorledes en Straale i Vandet, der er endnu mere vandret, saasom er o vil bære sig ad; ti den kan ikke ifølge Lysbrydningsloven komme ud i Luften. Keppler*) fandt, at den kastes fuldstændig tilbage fra Skillefladen, og dette efter den almindelige Spejllov. Et Vandspejl eller en Glasflade kan saaledes virke som et fuldkomment Spejl. I stillestaaende Vand maa derfor alt Lys fra Overfladen trænge ned i Vandet i Retninger, der i det mindste ere saa stejle som odt. I denne Retning ser altsaa en Fisk netop Synskredsen, Fig. 99. Lysbrydningsloven. Fig. 100- Fuldstændig Tilbagekastning. der for den tegner sig som en Cirkel i Vandfladen. Mere stejlt oppe — ligesom gennem et stort rundt Vindu — ser den Gen- stande, der befinde sig højere i Luften, saavel som Genstande i Vandet, der findes i disse Retninger. Længere borte derimod (o: udenfor Cirklen) viser Vandfladen sig som et fuldkomment Spejl, der afspejler, hvad der befinder sig nede i Vandet (Fig. 101). Paa Grund af den fuldstændige Tilbagekastning kan en Lys- straale ikke trænge igennem et Prisme, hvis Sider danne en til- strækkelig stor Vinkel med hinanden. Er f. Eks. Linien a b (Fig. 102) for strøjfende baade mod Prismefladen oa og mod Prismefladen o b til, at en Straale med Retningen a b vilde kunne trænge ud, *) Medens Keppler levede, var den nøjagtige Lysbrydningslov dog endnu ikke offentlig kendt.