Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1896

Serie: Historisk Fysik bind I

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 569

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 596 Forrige Næste
166 To Kræfters Ligevægt. Fig. 135. Ulige store Kræfters Ligevægt m. H. t. Drejning om en Akae, efter Del Monte. Har man en Skive (Fig. 135) med to Snorløb og med Ra- dierne m og n, ville Trækkene A og B aabenbart holde hinanden i Ligevægt, naar de forholde sig omvendt som Radierne, altsaa som n til ti a b kan betragtes som en Vægtstang, hvorpaa A og B virke. Paa den anden Side maatte — som ovenfor antydet — et Træk N netop kunne holde B i Ligevægt, hvis N har samme Størrelse som og et Træk holde A i Ligevægt, hvis den har samme Størrelse som A. Altsaa ville JA og JA holde hinanden i Ligevægt, naar de have samme Størrelse som A og _B, der tæn- kes fjernede og altsaa forholde sig som n til m. Naar nu saaledes ingen Bevægelse finder Sted, fordi der er Ligevægt imellem JA og JA, kan det være ligegyldigt, om de øvrige Dele af Dobbelttridsen ikke ere nøj- agtige Cirkellinier, ja, det er lige- gyldigt, om de have en helt afvigende Form, f. Eks. den i Fig. 135 skra- verede. Ligevægtsbetingelsen for de to Træk JA og N maa være den samme, hvorledes end de øvrige Dele af Skiven, der ikke vedkomme dem, ere dannede. Det er ikke en Gang nødvendigt, at Snoren til JA har fat i Legemet ved x, det kan lige saa godt være fæstet ved y eller et andet Sted af Snoren eller dens Forlængelse. To modsat virkende Træk eller Tryk paa en Skive, en Vægtstang eller andet mekanisk Redskab plejede man gerne i hine Tider at kalde Kraft og Byrde. Man brugte jo nemlig ofte denne Slags Indretninger til at bevæge en Byrde med Haandens Kraft. Men alt som Del Monte og hans Efterfølgere gjorde Rede for Forholdet imellem Kraft og Byrde og i Reglen gjorde dette, ikke ved at tænke sig Kraften bevæge Byrden, men ved at tænke sig Kraft og Byrde saaledes bestemte, at de holdt hinanden i Ligevægt (hvorefter der saa yderligere maatte tænkes en Forøgelse til Kraften, om den skulde bevæge Byrden), blev det aabenbart uvæsentligt, hvilken af de to man kaldte Kraft, og hvilken Byrde. Da man tilmed til Ordet Byrde naturligt knytter Forestillingen