Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

214 Descartes. fremdrage Bevægelsesteorier, som endog senere bleve fremsatte af Descartes (lat. Cartesius) f. 1596 i Frankrig, d. 1650 i Stock- holm. Han blev opdraget paa Jesuiterskolen i La Fléche og deltog som ungt Menneske i flere Slag i Udlandet, berejste derefter forskellige Lande, opholdt sig længe i Holland (§ 106) og fulgte tilsidst et Kald af Dronning Christine af Sverrig om at komme til Stockholm. — Descartes var en Mand med ualmindelige Evner. Hans Filosofi gjorde ham især navnkundig i Datiden. Af Matema- tikken har han indlagt sig store Fortjenester (i den analytiske Geometri); men i Fysikken har han kun paa ganske enkelte Punkter tilvejebragt Klarhed, f. Eks. m. H. t. Regnbuen og andre Fig. 175. Et Spørgsmaal, stillet af Descartes („Vil den falde ned igen?“). Ting i Lyslæren, som kunde behandles rent matematisk. Denne Vej, Spekulationens, fastholdt Descartes som Hovedvejen for Natur- forskningen, og han danner saaledes en afgjort Modsætning til Galilei. Descartes begynder med Tvivlen om alt. Han naar herved til Vis- hed om sin egen Tilværelse, herfra til Visheden om Guds Tilvæ- relse, fra Læren om Gud til Rummets og Materiens Egenskaber og herfra til Læren om Bevægelse og Stød. De Bevægelseslove, som han saaledes naaede til, vare et besynderligt Væv af Tanke- spind, hvori man ikke skulde tro, at en saa højt begavet matematisk Tænker kunde finde Tilfredsstillelse; og dog paastaar han selv at være saa vis paa Rigtigheden, at hvis Forsøg ikke stadfæstede den, maatte man have mere Tiltro til sin Forstand end til sine Sanser; og, hvad der maaske er endnu mærkeligere,