Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

236 Arkimedes’ Princip«. Vandets Overflade; ti dette Legeme kan ved sin Vægt ligesaa godt trykke Vandet tilside som det Vand, Legemet træder i Stedet for, vilde kunne gøre det (eftersom det vejer ligesaa meget). Er Legemet (Fig. 191 b) derimod mindre vægtigt end Vandet, vil det ikke ved sin Vægt kunne for- trænge mere Vand, end det selv vejer; og det vil derfor synke saa dybt, at det fortrængte Vand netop vejer det samme som Legemet. Fig. 191. Legemers Vægttab i Vand. Har man endelig et Legeme (Fig. 191 c), mere vægtigt end Vand, vil dette synke helt ned, saa dybt, det kan komme; men idet Legemet saaledes fremdeles stræber nedad, vil det dog i Vandet tabe noget af sin Vægt, medens a og b fuldstændig tabte deres Vægt. Dog, for alle tre’Legemer gælder det, at de tabe i Vægt, hvad den af dem fortrængte Vandmasse vejer; ti det øvrige Vand vilde netop bære (o: holde Ligevægt imod) disse Vand- masser, og naar Legemerne bæres oppe med en saa stor Kraft er Virkningen den samme, som om de havde tabt tilsvarende i Vægt. Denne vigtige Sætning har man særlig givet Navnet »det arkime- diske Princip.« Eks. 1. En Bjælke vejer 60 Kgr., hvor mange Potter Vand fortrænger den, naar den svømmer frit? Eks. 2. En Sten er Kubikmeter. Hvor meget er den lettere at løfte i Vandet end over Vandet? Eks. 3. Et Æg har omtrent Vandets Vægtighed, dog en lidt større end fersk Vand, men en lidt mindre end salt Vand. Hvor- ledes forholder Ægget sig i fersk, hvorledes i salt Vand? § 187. Medens saaledes Arkimedes i Begyndelsen af det nævnte Værk har udtalt, hvad der danner den rigtige og tilstrækkelige Grundvold for Læren om Vædskers Ligevægt, og selv benyttet dette Grundlag til derpaa forstandsmæssigt at udrede Betingelserne for svømmende Legemers Ligevægt og Sætningen om nedsænkede Legemers Vægttab, blev hans Værk — man kan ikke sige uændset; ti det blev jo dog mer eller mindre afskrevet, men — uforstaaet,