Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Solhøjde. 13 Det synes, at man i den ældste Tid væsentlig har maattet nøjes med de faste Sigter, som frembød sig i Synskred- sen, og det havde sin store Betydning, at de nævnte Folk boede i Slettelande med temmelig fri Horizont. Det indses saaledes let, at naar man nøje mærker sig det Punkt i Horizonten, hvor en Stjerne staar op, og det, hvor den gaar ned, vil Nord findes midt imellem. Endvidere have de ovennævnte Oldtidsfolk, Folk, som alle havde dygtige Bygmestre, uden Tvivl forstaaet at bruge Loddet i en Snor til at søge at nedfælde en Stjernes Sted paa Horizonten. Holder man Snoren saaledes, at den for Øjet dækker en Stjerne, vil et lavere Sted af Snoren dække det Sted i Horizonten, der er lige under Stjernen. En saadan Bestemmelse af Nord kan gjøres temmelig nøje ved Hjælp af Polarstjernen, der jo kun bevæger sig i en meget lille Kreds. Nedfælder man de lodrette Linier, baade naar Polarstjernen er længst til højre, og naar den er længst til venstre, eller nedfælder man den med 12 Timers Mellemrum, vil Nord ligge midt imellem de to saaledes fundne Punkter af Horizonten. § 10. Ulige vanskeligere har den Opgave været for de gamle at bestemme, hvor højt en Stjerne eller Solen var over Horizonten. Beretninger og Billeder vise, at alle de nævnte Old- tidsfolk have gjort dette ved Hjælp af en lodret Stok, som ogsaa senere Grækerne brugte og kaldte en Gnomon. Et kinesisk Skrift Tsjiupi (o: Ben i Kredsen), maaske fra fra det Ilte Aarhundrede f. Kr., indeholder en ret interessant Iagttagelse ved Hjælp af dette simple Apparat. Forfatteren har saaledes ved Loyang iagttaget, hvor lang en Skygge en lodret Stok paa 8 Fods Længde kastede ved Middagstid, dels ved Som- mersolhverv (da Solen naar højest), dels ved Vintertid (da Solen om Middagen naar mindst højt paa Himlen). I første Tilfælde var Skyggen l13/24 Fod, i sidste 131/8 Fod. Som vi senere skulle se, forandrer den Højde, hvortil Solen naar om Sommeren og om Vinteren, sig noget i Aartusinders Løb; men dersom man fra vore Dage regner ikke ved, om Kaldæerne overhovedet tillagde den rigtige Orientering nogen videre Betydning. Det vilde dog ikke gaa an, hvis nogen i Fremtiden vilde drage Slutninger om vore astronomiske Færdigheder ud af voie Slottes og Kirkers Ruiner, om ogsaa navnlig de sidste have en Stræben efter at vende Taarnet imod Vest.