Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1896

Serie: Historisk Fysik bind I

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 569

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 596 Forrige Næste
280 Luften er et Legeme. bindelse med en Mekanisme, der drejer Hatten til den ene eller den anden Side, efter som Vindfanget gaar rundt den ene eller den anden Vej. Vingernes Flade paa Fig. 238 bestaar af Jalousier. Hver af disse har en lille Vægtstang, der kan lukke og aabne den; og alle de smaa Vægtstænger ere forbundne med en større, der atter er forbunden med »Ladestokken«, som gaar igennem den udborede Mølleaksel. Et Lod, der virker paa Ladestokken, stræber at holde Jalousierne lukkede; Vinden derimod stræber at aabne dem. Er altsaa Vinden stærk, vil den aabne dem mer eller mindre (svikke dem) og saaledes ikke saa let komme til at udøve for voldsomme Virkninger paa Møllen. — LUFTHAVET. § 228. Da Hero udtaler (§ 209), at Luften er et Legeme, der f. Eks. hindrer Vandet i at trænge ind i et Kar, hvis den ikke selv kan komme ud, er dette ikke noget aldeles nyt, og han giver det heller ikke ud for at være det, men siger, at blandt de Me- ninger, der have været fremsatte, billiger han denne. Folk i Al- mindelighed tænkte ligesaalidt den Gang som nu over, at det, at en Stok hviner, naar den farer rask igennem Luften, viser, at Luften er et Legeme, der rives itu, eller at saadanne Fænomener, som Hero nævner, vise det samme. Man gaar igennem Luften, rækker sin Haand igennem den og tager Tingen, fører Skeen med Maden gennem Luften til Munden, uden at ofre Luften en Tanke. Kun i overordentlige Tilfælde: naar Stormen truer med at vælte os, eller naar Hyldebøssens sammentrykkede Luft driver den forreste Kugle ud med et Knald, lægger man mærke til Luften, men rent forbigaaende. Flere græske Filosofer have derimod tænkt over Sagen, og Aristoteles har endog ved et B'orsøg troet at paavise Luftens Vægt. Han vejede nemlig en Blære, først tom og dernæst udpustet, alt- saa luftfyldt, og fandt, at den i sidste Tilstand vejede mere end i første. Dette beror dog muligvis paa en Fejl i Vejningen; ti en tom og en udpustet Blære vil i Almindelighed paa en Vægt erken- des lige tunge. Ganske vist har Luften, som vi skulle se, Vægt, saa at den udpustede Blære egentlig vejer mere, men det maa betænkes, at Vejningen finder Sted i Luften, og det gaar da lige-