Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

»Modstanden mod det tomme«. Knogler, Fuglenes Fjær og flere Plantestængler ere hule. Han siger endvidere, at to ligedannede Bjælker af samme Stof ikke have lige let ved at bære sig selv, naar de have ulige Størrelser, ja, at don ene kan. tænkss saa stor, at den ikke kan bærø sig selv, men brækker under egen Vægt. Derfor, siger han, maa der være en Grændse for Dyrs Størrelse, for at de ikke skulle brydes eller knuses ved egen Vægt: og de største Dyr findes da ogsaa i Havet, som ved Opdriften formindsker deres Vægt. Ligeledes, tilføjer han, vil en Metaltraad, der er ophængt i sin ene Ende, kunne være saa lang (o: tung), at den trækker sig selv itu. § 231. Disse Itubrækningsfænomener forekom Galilei at staa i Forbindelse med følgende Fænomen, som forefaldt i Firenze. Nogle Gartnere havde indrettet Sugepumper til at pumpe Vand op fra en temmelig stor Dybde, men Pumperne vilde ikke virke. Ga- lilei blev tilkaldt. Han undersøgte Pumperne og fandt dem i Or- den; men de vilde ikke suge Vandet højere end 18 italienske Alen. Aristoteles og efter ham Hero havde ment, at et tomt Rum kunde ikke eksistere, og Aristoteles havde udtalt, at Naturen har Skræk for det tomme. Paa Galileis Tid, da Aristoteles’ Skrifter vare kano- niserede, var Naturens Skræk for det tomme (horror vacui) bleven en almindelig Talemaade ligesom flere andre aristoteliske Udtryk, der minde om menneskelige Stemninger og Hensigter, og som det kostede det 16de og 17de Aarhundredes Fysikere stort Arbejde at skille sig af med. Paa dette Punkt havde Hero udtrykt sig mere objektivt (§ 209) og simpelthen sagt, at der kunde ikke eksistere ' noget virkelig tomt Rum, ti Omgivelserne vilde altid fylde nogle af deres Dele ind i Rummet. Galilei, der mere end nogen anden har erstattet de nævnte Hensigts- og Stemningsaarsager med virkelig fysiske A arsager, erstattede ogsaa »Skrækken for det tomme« med »Modstand« (resistenza) mod det tomme; og han tænker her paa noget lignende, som ovennævnte Metaltraads Modstand imod at blive trukken itu. Denne Modstand kan overvindes, og nu ser han i Vandsøjlen, der river sig fra Pumpestemplet et tilsvarende Fænomen: Vandsøjlen bliver saa tung, at den trækker sig selv itu, Det er aabenbart, at dette alone maa afhænge at Længden, ikke af Vidden, lige- som en Kobbertraad af en vis Længde trækker sig itu, hvor tyk den end er.