Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

360 Newtons Forløbere. af Jordklodens Størrelse og dermed af Maanens relative Afstand. Da Newton imidlertid ikke kunde nøjes med en mindre Grad af Overensstemmelse mellem Spekulation og Kendsgerning, lagde han Sagen til Side indtil videre, og efter Pestens Ophør genoptog han, som vi have hørt, sine Arbejder i Lyslæren. § 294. Om end Æblets Fald var den ydre Anledning til Newtons Tankebevægelse, skyldes denne selvfølgelig indre Forud- sætninger, og som saadanne maa ikke alene regnes hans Geni, men tillige Datidens naturvidenskabelige Stræben. Newton havde haft adskillige Forgængere. Blandt disse bør man ikke i fysisk Henseende regne Descartes (§ 171), hvis underlige Hvirvelteori endnu i høj Grad beherskede den viden- skabelige Verden paa Newtons Tid, hvorimod Descartes som Ma- tematiker uden Tvivl har haft stor Betydning for Newton. Derimod havde Keppler ikke alene saa smukt udtalt de Love, hvorefter Himmellegemerne bevæge sig (§ 73), men tillige gjort Forsøg paa at forklare disse Bevægelser. Han skriver et Sted, at naar to Stene befinde sig alene ude i Himmelrummet uden Paavirkning af noget Himmellegeme, ville de tiltrække hin- anden og tilsidst støde sammen; men han fastholder ikke denne Tanke, idet han søger at forklare Planeternes Bevægelse. Han mener ganske vist, at'Solen paa en Maade har et Baand paa Planeterne; men han kalder dette Baand en magnetisk Tiltræk- ning, og idet nu Solen drejer sig om sin egen Akse, trækker den ved Hjælp af nævnte Baand Planeterne med sig. En fremragende fransk Matematiker Pierre Fermat (1608 —65) havde ikke alene udført matematiske Arbejder, der løste nogle af de Opgaver, som Newtons og Leipnitz’ Differentialregning senere løste paa en mere almengyldig Maade: men Fermat ud- taler ogsaa den Mening, at Tyngden kommer af gensidig Tiltræk- ning mellem Legemerne. Derfor, mente han — og det er rigtigt — 'maa Tyngden blive mindre, naar man gaar ind i Jorden; ti der drages en Ting vel fremdeles indad af den Del afjorden, som er indenfor, men — mente han — udad af den Del, der er udenfor. Endelig har Borel li, om hvem senere (II § 17), netop i Aaret 1666 fremsat en Teori om Jupitermaanerne, og i denne fremsætter han døn lanke. a.t Ilirnmellegcmernes Bevægelser frem- kaldes og vedligeholdes ved gensidig Tiltrækning imellem dem. Borelli var Fysiker, og lians Tanker som saadan pegede i rigtig