Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Hookes Verdensanskuelse. 361 Retning; men han var ikke Mcitomatiker nok til at udrede Sam- menhængen. § 295. Noget ganske lignende kan siges om Robert Hooke (§ 166). der maa betegnes som Newtons største Forløber i denne Henseende, eller maaske rettere hans ældre samtidige Medbejler til den store Opgaves Løsning. Samme Aar. hvori Borelli skrev, og Newton fik sin første Tanke om Tyngden og Maanen (1666), gav Hooke i Videnskaber- nes Selskab Meddelelse om Forsøg, han havde gjort, og Tanker, han havde, i lignende Retning. For at undersøge, om Tyngden forandrede sig med Afstan- den fra Jordens Midtpunkt, havde Hooke paa Toppen af Pauls- kirkens Taarn vejet et tungt Legeme, dels naar dette hang under Vægtskaalen i en lang Snor helt nede ved Jorden, dels naar det laa med Snoren oppe paa Vægtskaalen. Han fandt ingen Forskel, og heller ikke, da han gjorde samme Vejning fra Jordoverfladen ned i en Grube paa 330 Fods Dybde. Hooke mente dog, at dette maaske laa i, at Forskellen i saadanne Højder var saa ringe, at Fremgangsmaaden ikke var fin nok, og han foreslog deifor, at der burde gøres Forsøg med Penduluret (jfr. § 275); men de vides ikke at være bievne udførte. Et Par Maaneder senere fremsætter Hooke følgende: »Det har ofte undret mig, hvorfor Planeterne, som efter Kopernikus’ Antagelse gaa omkring Solen, uden at være indesluttede i on fast Kugleskal eller ved et synligt Baand at være fæstede til Solen som Midtpunkt, ikke fjerne sig mere fra Solen end til en vis Af- stand, og ikke bevæge sig bort efter en ret Linie, noget, som alle Legemer maa gøre, der kun drives af et enkelt Stød [det er aabenbart Inertiens Lov, Hooke tænker paa]. Planetbanernes Bøjning fra en ret til en krum Linie kan ikke være Virkningen af en første enkelt Impuls, men maa foruden denne ogsaa have en anden virkende Kraft til Aarsag. Af saadanne Aarsager kan tænkes to Slags. For det første kan en Fastholden mod Centrum være foraarsaget ved, at Æteren er mindre tæt ved Solen end længere borte. Dette er i og for sig ikke usandsynligt, naar Æte- ren ligner Luften, da maa den i Solens Nærhed være fortyndet ved Solens Varme [o: udvidet paa Grund af Varme, II § 7]. Dog har denne Antagelse saa meget imod sig og svarer saa lidt til vort Tema, at jeg foretrækker at lade den fare. Men saa bliver