Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

362 Hookes Verdensanskuelse. der kun den Antagelse mulig, at Bøjningen foraarsages ved den tiltrækkende Evne af et Legeme, der befinder sig i Bevægelsens Centrum og stadig drager det bevægede Legeme henimod sig. Denne Antagelse gør det muligt at forklare Planetbevægelserne ud af de sædvanlige mekaniske Grundsætninger og yder os maaske et Middel til at beregne Himmellegemernes Bevægelser med største Nøjagtighed ved Hjælp af nogle faa Iagttagelser derover.« Saadanne Beregninger indlader Hooke sig imidlertid ikke paa; men som Fysiker gør han et Forsøg, som tildels illustrerer Sagen. Han ophænger en Kugle i en Snor, fjerner Kuglen noget fra Lodlinien og giver den et Sidestød. Da kredser Kuglen om Lodlinien, og Hooke kan faa den til at gaa i Cirkel eller i Ellipse med Midtpunkt i Lodlinien,# eftersom Sidestødet er stærkere eller svagere i Sammenligningen med Afstanden fra Lodlinien. Hooke skønner nok, at dette kun er en Illustration; ti Kuglens Dragning mod Lodlinien bliver mindre, jo nærmere den er ved Lodlinien, medens f. Eks. Jordens Dragning mod Solen sikkert maa blive større i dennes Nærhed. Hooke gør iøvrigt Forsøget endnu mere slaaende, idet han i en kortere Snor hænger en mindre Kugle (Maanen) paa den nederste Del af den større Kugles Snor; han kunde da faa Jorden til at gaa om Solen og samtidig Maanen om Jorden. 8 Aar senere, 1674, gav Hooke en ny Meddelelse til Sel- skabet. først om den Bevægelse, han mente at have iagttaget ved 7 i Dragen (§ 284), og dernæst om følgende, ofte for lidet paa- agtede Lorsøg paa at forklare Verdensbygningen. »Jeg vil nu fremsætte et Verdenssystem, som i mange En- keltheder afviger fra ethvert hidtil kendt System, men som i alle Henseender svarer til de sædvanlige mekaniske Love. Dette beror paa 3 Antagelser: for det første, at alle Himmellegemer udøve en Tiltrækning mod deres Midtpunkter, saa at Tiltrækningen ikke alene hindrer deres egne Dele og det, som findes paa Overfladen, fra at flyve bort, men at den ogsaa tiltrækker alle andre Himmel- legemer, som befinde sig indenfor dens Virkningsomraade. Og saaledes udøve ikke alene Solen og Maanen en Indflydelse paa Jordkloden og dens Bevægelse, og denne igen paa hine, men lige saa udøve Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn ved deres Til- trækning en betydelig Indflydelse paa Jordens Bevægelse paa samme Maade, som en tilsvarende Tiltrækning af Jorden har en