Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Klodernes Mekanik. 369 2den Lov: I lige Tider over- glider Solstraalen til en Planet lige store Fladefang. 3dje Lov: Planeternes Middel- afstande i tredje Potens forholde sig som Omløbs- tiderne i anden Potens. Slutning: Planeten paavirkes alene af en tiltrækkende Kraft, der har sit, Sæde i Solen. Slutning: Det er den samme Tiltrækningskraft, der paa- virker alle Planeterne. Fig. 288. En central Kraftvirkning. Som fin Matematiker beviser Newton nu Sætningerne baade forlænds og baglænds. Gaar man ud fra Lovene, følge heraf Slut- ningerne. Gaar man ud fra de sid- ste, følge heraf de første. Vi ville eksempelvis betragte dette lidt nær- mere. § 299. Lad S (Fig. 288) være Solen, A en Planet med en saadan Hastighed og Retning, at den i en Tidsenhed vilde gaa til 5, dersom den ikke var paavirket af nogen Kraft. Nu forudsætte vi imidlertid, at den er paavirket af en Kraft, som vilde føre den i Retning mod Solen — men vi forudsætte her intet om Kraftens Størrelse. Da skulde Planeten i denne Anledning gaa til et Punkt C i Linien Den vil altsaa (§ 147) i Tidsenheden gaa til D. Nu skulde den fortsætte i samme Retning og med samme Hastighed, som den sidst har haft, fra D til E, saa at AD D E; men den skulde tillige drages fra D til F; den kommer altsaa til G. Den skulde herfra gaa baade til H og I og kommer derved til K o. s. v. Man har nu: A ADS = A DES. fördi AD - DE, A DES — A DG S, fordi EG DE, A DGS — A GH S, fordi D G = G H. A GHS = A GKS, fordi HK/ GI. Altsaa ere de Trekanter, som Solstraalen til Planeten overglider, i en vis Tid lige store, nemlig AD S = D G S — G K S; og 24. Historisk Fysik. I.