Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Jordens »Underlag«. 27 Fig. 12 Hinduisk Forestilling om Jordens Understøttelse. usynlig. Men det sker ikke ved enhver Nymaane; ti i Reglen gaar Maanen udenom vor Sigtelinie til Solen. -* Naar derimod Jorden befinder sig Uge imellem Sol og Maane. altsaa ved Fuldinaanetid, kan Jordens Skygge falde paa Maanen, og dette indsaa Pythagoras var Anledningen til Maaneformørkelse. De fleste Fuldmaaner gaa dog udenom Jordskyggen. Da nu Jordens Skygge paa Maanen altid viste sig rund, maatte selve Jorden være rund; og da dette ikke alene viste sig. naar den formørkede Maane stod højt paa Himlen (ved Midnat), men ogsaa naar den formørkede Maane stod lavt paa Himlen i Øst (idet Solen nylig var gaaet ned i Vest) eller lavt i Vest (kort før Solopgang), maatte Jorden ikke være en rund Skive, men rund som en Kugle; ti Kuglen er det eneste Legeme, der kaster en rund Skygge, hvordan end Lyset rammer den. § 25. Man kom nu ud over Spørgsmaa- let om, hvad der bæ- rer Jorden. Oldtidsfol- kene havde besvaret dette paa forskellige Maader. Saaledes anbragte Hinduerne som Bærere af Jorden 4 Elefanter, som igen hvilede paa en Skildpadde. Ældre græske Filosofer lod Jorden svømme paa Vand, der netop fyldte Halv- delen af Himmelkuglen, eller paa sammentrykket Luft, eller lod den have sine Rødder i det uendelige. Nu kunde f. Eks, Par- menides (Sokrates’ Samtidige) besvare Spørgsmaalet med det Spørgs- maal: hvorhen skulde Jorden vel falde? ti den befinder sig jo i Midten, og alt omkring Jorden er over Jorden. Herefter bliver nedad ensbetydende med indad mod Jor- dens Midte. Paa hvert Sted af Jorden har man sit eget nedad (Nadir) og opad i modsat Retning (Zenith). Mennesker, der staa op rundt omkring paa Jorden, vende altsaa som Pigge ud fra en Burre; men hver for sig er bestandig tilbøjelig til at betragte sig som ovenpaa, og sit opad for det rigtige opad, medens alle andre