Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

380 Forholdene i Solsystemet. som Fiksstjerne paa det Sted, den indtog ved disse Katalogers Forfærdigelse; men den var bleven anset som fiks, fordi dens Bevægelse i den uhyre Afstand fra Solen var saare ringe. § 309. Efterat vi nu have gjort Bekendtskab med Jordens Søskende, kunde det være belejligt at faa en samlet Oversigt over disses Størrelser; men da det vil være hensigtsmæssigt, at Tallene ■ her anføres, saa godt som de kendes i Nu- tiden, skal der først gøres en Bemærkning om vor Solafstand, om hvis sande Størrelse man vel havde faaet en betydelig bedre Forestilling end i Hipparks Dage (§ 36), men som dog paa Newtons Tid ikke var tilstrækkelig sikkert kendt. Derimod kendte man meget nøje For- holdet imellem Jordens og Planeternes Solafstande, og dette Kendskab var i og for sig tilstrækkeligt til Redegørelse for de kepplerske Love m. m. Dette Forhold var let at finde for de indre Planeters Vedkom- mende. Man behøver kun at iagttage, hvor mange Grader Merkur og Venus kunne fjerne sig fra Solen. Da kan man (jfr. § 64 og Fig. 43) efter først at have afsat Jorden og Solen tegne de iagttagne to Vinkler med Jorden som Spids og Jordens og Solens Forbindelseslinie som det ene Ben, saa ville to Cirkler om Solen, der tangere det andet Ben, være Planeternes Baner. Fig. 291. Forholdet mellem Jordens og Jupiters Afstand fra Solen findes. For at finde Forholdet for de ydre Pla- neters Vedkommende, maa man først ved gentagne Omløb af disse lære deres Omløbs- tid at kende. Ved man f. Eks., at Jupiter bruger 12 Aar om at gaa omkring Solen, kan man gaa ud fra et Øjeblik, da Jupiter er lige udenfor Jorden, altsaa (Fig. 291) Solen i 8, Jorden i a og Jupiter ude i Retningen mod en Stjerne S' (dens Sted i Linien a S' er ikke betegnet). Om to Maaneder er Jorden gaaet 60° og kommen til men da Jupiter kun gaar ^2 saa stor en Del, 5°, af sit Omløb, maa den være et Sted ude i Linien S cm. Vi fra vort ny Standpunkt b maale nu, hvor stor en Vinkel v, der er