Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

382 Vor Solafstand. Styrke, for at den gunstige Lejlighed endelig ikke skulde blive forsømt. Dette blev den heller ikke, og man kom ved denne Lej- lighed betydelig nærmere til Størrelsen af vor Solafstand, end man havde været før. Maalet blev yderligere forbedret ved det næste Par Venuspassager, som først indtraf i 1874 og 1882. Fremgangsmaaden er antydet paa Fig. 292. Fra to Steder af Jorden a og b tages samtidig Sigte paa Venus; fra a ser man Venus tegne Linien CD over Solen; fra b ser man den tegne Linien E F. Disse Linier og — hvad det navnlig kommer an paa — deres Afstand A B er man nu i Stand til at bestemme med meget stor Nøjagtighed, ikke saa meget ved ligefrem Maaling af, hvor langt A og B er fra Solskivens Rand, som ved at iagttage den Tid, som Venus bruger om at gennemløbe CD, og ligeledes Tiden for EF. Man ser nemlig meget skarpt Venus’ Indtræden ved C Fig. 292. En Venuspassage bruges til Afstandsmaaling. og Udtræden ved D, saa at Tiden kan angives paa Sekund. Da man nu kender Venus’ og Jordens Vinkelhastigheder om Solen, følger af Passagens Varighed, hvor Linien C D er falden over Solen, og dermed atter, hvor nær denne Linie er ved Solranden. Det samme gælder EF, og derved bliver AB bestemt som en Brøkdel af Soldiametren, lad os sige 1/90 af denne (paa Fig. 292 er A B for Tydeligheds Skyld tegnet meget større). Beregnes nu de to Trekanter, der have Venus til Spids, medens den ene har sin Grundlinie i a b. den anden i A B, ser man, at Forholdet mellem A B og a b maa være som Forholdet mellem Venus’ Af- stand fra Solen og Venus’Afstand fra Jorden, nemlig som 7 til 3. Ere nu altsaa de to Observatorer a og b f. Eks. 900 Mil fra hin- anden, faar man, at naar Afstanden 3 giver 900 Mil, maa Afstan- den 7 give 2100 Mil. Soldiametren er altsaa 2100 Mil og hele Soldiametren omtrent 189,000 Mil. Kender man nu først denne, finder man let Solafstanden, som saaledes har vist sig at være paa det allernærmeste 20,000,000 Mil.