Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Tyngden inde i Jorden. 395 ti da det er Jordmassen, der udøver Tiltrækningen, og man i Gruben har en Del af Massen udenfor sig, modvirker denne Del Dragningen nedad. Newton beviste, at dersom man tænker sig en Kugleflade igennem én selv og med Jordens Centrum til Cen- trum, vil hele den udenfor værende Kugleskal hverken drage én op eller ned. Man vil være i Ligevægt i Forhold til denne og altsaa kun være paavirket af hele den Del af Kloden, der er nærmere ved Centrum end én selv. Vi have i § 276 set, at Huyghens og Newton kom til for- til Jordens Fladtrykning, fordi Fig. 297. To omdrejende Bevægelser sammensættes. (Ekliptika), ikke forbliver absolut skellige Resultater med Hensyn Huyghens satte hele Tiltræknin- gen i Centrum, medens Newton fordelte den jevnt i hele Klo- den. Sandheden ligger der- imellem; men end ikke i vore Dage kan man angive noget helt paalideligt om Massernes Fordeling, skøndt det er sikkert nok. at Jordens Vægtfylde gen- nemsnitlig er 5.67 (§ 306), me- dens dens Overflade: Vand, Sten o. lign, har en langt mindre Vægtfylde. § 316. Newton forklarede Præcessionen (§ 44), dette af Hippark opdagede storladne Fænomen, at Jordaksen, der er skraat stillet til Jordbanens Plan parallel med sig selv, men drejer sig rundt om en Linie vinkelret paa Baneplanet en Gang i 26,000 Aar. Et Legeme har nemlig paa Grund af Inertien en Utilbøjelighed til at forandre Stilling; men dette gør sig paa en noget anden Maade gældende paa et hurtigt omdrejende Legeme end paa et hvilende. Paa det sidste ytrer det sig som en Modstand, man maa overvinde, naar man vil forandre Legemets Stilling; men er Legemet i hurtig Omdrej- ning, vil dets Bevægelse sammensætte sig med den Bevægelse, man søger at give det, til en helt anden Bevægelse. Er saaledes en Skive i hastig Omdrejning om Akslen A A (Fig. 297), og man vilde føre Akslens øverste Ende bort fra sig