Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

396 Præcessionen forklares. Er f. Eks. en Snurretop paa Gulvet Fig. 298. En Snurre holder sig vandret ud fra sit Understøttelsespunkt. (ind bag Papirets Plan) og nærme den nederste Ende til sig (ud foran Papirets Plan), vilde Skivens Punkt a blive ført til cZ, Punkt a’ til (7’; men da disse Punkter paa Grund af Skivens Omdrejning samtidig skulde gaa til b og b\ vil Reglen for Bevægelsernes Pa- rallelogram (§ 176) føre a til c og o' til c\ hvorved Skiven maa indtage den skraa, punkterede Stilling, og Akslen faar Retningen B B. Naar altsaa en Kraft vilde stræbe at dreje Akslen i en eller anden Retning, bevæger Akslen sig ikke derhen, men den bevæger sig i et Plan, der er vinkelret paa det, hvori Kraften vilde føre den. kommen til at hælde, kunde man vente, at den vilde vælte, efter- som den kun hviler paa en Spids. Men dette sker ikke. Den øverste Ende af Aksen begiver sig ikke ned- efter, men gaar til Siden og herfra videre til Siden, saa at den vedbliver at gaa i Kreds om Lodlinien. Jo mere Snurren hæl- der, des mere paafal- dende bliver det, at den ikke falder. Ja man kan indrette en Snurre i en Ring, som Fig. 298 viser, saaledes, at naar Ringens Rand eller dens Lap N lægges paa en Spids, vil Snurren endog holde sig i vandret Stilling, og istedetfor at falde ned, bevæger Snurre og Ring sig vandret rundt om Spidsen o. Hjælper man Tyngden med at trykke ned paa Ringen, gaar den blot saa meget hurtigere rundt. Hjælper man Ringen frem, løfter den sig op over den vandrette Stilling. Holder man den tilbage, sænker den sig under den. Da nu Jorden er fladtrykt, men dens Skive — om man kan kalde den fladtrykte Jord saa — ikke er i samme Plan som Sol og Maane, ville disse, der virke stærkest tiltrækkende paa de dem nærmeste Dele af Jorden, stræbe at dreje Skiven hen i deres Plan,