Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1896

Serie: Historisk Fysik bind I

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 569

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 596 Forrige Næste
Fiksstjernerne. 401 smerter m. m., døde han i sit 85de Aar 1727. Skønt fattig født efterlod han sig en Formue paa ca. 600,000 Kr. Hans Lig blev paa Kong Georg I’s Befaling bisat blandt Englands Stormænd i Westminster Abbedi med stor Pragt (jfr. § 303). Angaaende Newtons Opfattelse af Forholdet mellem menne- skelig Forskning og de inderste Natursammenhæng foreligger der et meget talende Udsagn af ham som Olding: »Jeg ved ikke, hvad Verden vil mene om mine Arbejder, men mig selv forekommer det, at jeg blot har været et Barn, der legede ved Stranden og snart fandt noget glattere Smaasten, snart noget farverigere Musling- skaller end andre have fundet; men Sandhedens umaadelige Ocean udstrakte sig uudforsket for mit Blik.« Om hans Forhold til Tilværelsens Gaade kan det nævnes, at han efterlod sig et Par kristelige Skrifter, som blev trykt i 1736, om Profeten Daniel og Johannes’ Syner. Franskmanden Biot har ment, at disse vare skrevne i en Svagheds Periode; men Engelsk- manden Brewster har godtgjort, at Newton ingensinde har savnet fuld Aandskraft, undtagen i en ganske kort Tid mange Aar tid- ligere, da han havde overanstrengt sig, hvad han fuldstændig forvandt igen, og han præsiderede endnu faa Dage før sin Død i Videnskabernes Selskab. Hine Skrifter kunne altsaa ikke be- tragtes som Svagheds Udtryk; de ere skrevne i hans fulde Aandskraft. FIKSSTJERNERNE. § 320. Medens vor egen nærmeste Slægt, Sol- og Planet- systemet, var bleven ret godt kendt, og Newton havde kastet Forstaaelsens Glans over Klodernes Bevægelser og Masser, vedblev Fiksstjernehimlen indtil henimod Slutningen af det 18de Aarhun- drede for Mennesker at være en uendelig, uforanderlig Kugleskal — alene brugelig til Klokkeslet- og Kalenderbestemmelser. Et ganske enkelt Glimt, saasom Tyge Brahes ny Stjerne (§ 67), gav kun en svag Antydning af, at Forandringer ikke helt vare ude- lukkede; men man havde forlængst indset, at Stjernernes daglige Vandring og aarlige Vandring i Forhold til Solen (§ 29) saavel Historisk Fysik. I. 26