Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1896
Serie: Historisk Fysik bind I
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 569
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Dobbeltstjerner opdages.
407
af hvilke den største er af tredje Orden. Paa samme Plet er der
i en god Nutidskikkert bleven talt 3205 Stjerner indtil 13de Orden
(Fig. 152). Men Talrigheden er ikke lige stor i alle Retninger.
I Almindelighed er den størst i Mælkevejen; og i denne anslog
Herschel Tallet til 18 Millioner. Senere har F. G.W. Struve (f. 1793
i Altona, d. 1864 i St. Petersburg) skønnet, at Herschels 40' Tele-
skop maa have kunnet klare omtrent 20 Millioner Fiksstjerner paa
den hele Himmel. I vore Dage anslaar man lallet til ovei 80
Millioner Stjerner opløselige i Kikkert, medens man som Herschel
er ganske klar paa, at Antallet beror paa Kikkertens Evne til at
forstørre.
§ 324. Men Afstandene? Det var det Spørgsmaal, som
stadig' vendte tilbage. Tyge Brahe havde forgæves forsøgt dets
Løsning (§ 70), Bradley ligøsaa, (§ 284); men i det Stod fandt denne
Aberrationen. Nu gav Herschel sig i Kast med det samme Spørgs-
maal, som heller ikke han naaede at løse, skønt han havde naaet
en Finhed i Observationen som ingen tidligere. Derimod førte
hans Bestræbelser til en ny Opdagelse.
Da den forgæves eftersøgte Parallakse (jfr. § 70 og Fig. 53) i
hvert Fald maa være overordentlig lille — eftersom den hidtil havde
unddraget sig al Efterforskning, vilde Herschel følge en Anvisning,
som var kendt tidligere og vistnok første Gang var bleven fremsat
af Galilei. Den grunder sig paa, at man sikrest vil kunne iagttage
en Stjernes tilsyneladende Flytning paa Grund af Jordklodens Be-
vægelse om Solen, dersom man sammenligner dens Sted med et
andet fast Punkt i omtrent samme Retning, men uendelig fjernt,
eller i hvert Fald med en Stjerne saa fjern, at dennes Flytning
(Parallakse) under Jordens Bevægelse vilde være Nul eller aldeles
forsvindende i Sammenligning med den, hvis Parallakse man haa-
bede at kunne finde. Med andre Ord, Herschel vilde holde sig til
Stjernepar, som selv i hans store Teleskop saas meget tæt ved
hinanden, □: i omtrent samme Retning, og som derfor var under-
kastet samme Lysbrydning, Aberration og andre Afvigelser. Han
iagttog derfor omhyggelig en Mængde saadanne Stjernepar og be-
stemte de to Stjerners Afstand og Stilling i Forhold til hinanden.
Senere gentog han Maalingerne; men istedenfor at iagttage on
Parallakse, en Forskydning svarende til Jordens aarlige Bevægelse,
opdagede han for flere Stjernepars Vedkommende en langsom For-
skydning af de to Stjerner i Forhold til hinanden. Naar denne