Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1896

Serie: Historisk Fysik bind I

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 569

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 596 Forrige Næste
Dobbeltstjerner opdages. 407 af hvilke den største er af tredje Orden. Paa samme Plet er der i en god Nutidskikkert bleven talt 3205 Stjerner indtil 13de Orden (Fig. 152). Men Talrigheden er ikke lige stor i alle Retninger. I Almindelighed er den størst i Mælkevejen; og i denne anslog Herschel Tallet til 18 Millioner. Senere har F. G.W. Struve (f. 1793 i Altona, d. 1864 i St. Petersburg) skønnet, at Herschels 40' Tele- skop maa have kunnet klare omtrent 20 Millioner Fiksstjerner paa den hele Himmel. I vore Dage anslaar man lallet til ovei 80 Millioner Stjerner opløselige i Kikkert, medens man som Herschel er ganske klar paa, at Antallet beror paa Kikkertens Evne til at forstørre. § 324. Men Afstandene? Det var det Spørgsmaal, som stadig' vendte tilbage. Tyge Brahe havde forgæves forsøgt dets Løsning (§ 70), Bradley ligøsaa, (§ 284); men i det Stod fandt denne Aberrationen. Nu gav Herschel sig i Kast med det samme Spørgs- maal, som heller ikke han naaede at løse, skønt han havde naaet en Finhed i Observationen som ingen tidligere. Derimod førte hans Bestræbelser til en ny Opdagelse. Da den forgæves eftersøgte Parallakse (jfr. § 70 og Fig. 53) i hvert Fald maa være overordentlig lille — eftersom den hidtil havde unddraget sig al Efterforskning, vilde Herschel følge en Anvisning, som var kendt tidligere og vistnok første Gang var bleven fremsat af Galilei. Den grunder sig paa, at man sikrest vil kunne iagttage en Stjernes tilsyneladende Flytning paa Grund af Jordklodens Be- vægelse om Solen, dersom man sammenligner dens Sted med et andet fast Punkt i omtrent samme Retning, men uendelig fjernt, eller i hvert Fald med en Stjerne saa fjern, at dennes Flytning (Parallakse) under Jordens Bevægelse vilde være Nul eller aldeles forsvindende i Sammenligning med den, hvis Parallakse man haa- bede at kunne finde. Med andre Ord, Herschel vilde holde sig til Stjernepar, som selv i hans store Teleskop saas meget tæt ved hinanden, □: i omtrent samme Retning, og som derfor var under- kastet samme Lysbrydning, Aberration og andre Afvigelser. Han iagttog derfor omhyggelig en Mængde saadanne Stjernepar og be- stemte de to Stjerners Afstand og Stilling i Forhold til hinanden. Senere gentog han Maalingerne; men istedenfor at iagttage on Parallakse, en Forskydning svarende til Jordens aarlige Bevægelse, opdagede han for flere Stjernepars Vedkommende en langsom For- skydning af de to Stjerner i Forhold til hinanden. Naar denne