Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1896

Serie: Historisk Fysik bind I

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 569

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 596 Forrige Næste
428 Tonestød. som man skulde synes, for ham vanskelig tilgængelige Lydlære, som han har fremmet som faa, og under hvis Udøvelse han jevnlig maatte betjene sig af andres Øren. Han døde 1716. § 338. Orgelbyggere havde oftere lagt Mærke til, at naar to dybe Toner, der laa hinanden nær, lød samtidig, fremkom der nogle underlige Stød eller Svævninger i Lyden. I et Øjeblik var Tonen kraftig, i næste svag, i næste stærk, saa svag o. s. v. i en bestemt Takt. Men man forstod ikke hvorfor. Da Saveur hørte dette, fattede han straks Sammenhængen. Bestaar f. Eks. den ene Tone af 34 Svingninger i Sekundet, den anden af 35, ville ved Sekundets Begyndelse og ved dets Slutning Svingningerne kunne være i Overensstemmelse og derfor forstærke hinanden, medens de midt i Sekundet ere modsatte og ophæve hinanden. Man vil i dette Tilfælde høre Tonen forstærket for hvert Sekund og svækket i Mellemrummet. Giver den ene Tone 34, den anden 36 Svingninger i Sekundet, ville de forstærke hin- anden ved Sekundets Begyndelse, Midte og Ende, men svække hinanden paa de to Tider mellem disse, altsaa danne 2 Stød i Sekundet. Er der 3 Svingningers Forskel paa de to Toner i et Sekund, ville de give 3 Stød i Sekundet o. s. v. Til at kunne høre disse Stød behøver man ikke at være musikalsk, men blot at kunne høre, og Saveur havde her et lige saa kærkomment som interessant Middel til at kunne erkende, om to Toner stemmede fuldkommen eller ikke. Saveur blev herved tillige i Stand til, ikke alene at bestemme Forskellen paa to Tonegiveres Svingningstal, men til at finde deres absolute Svingningstal. Han fandt saaledes, at to af hans Orgel- piber paa omtrent 5 Fods Længde gav just 1 Stød i Sekundet; men en nøjagtig Maaling viste, at Pibernes Længde stod i Forholdet som 100 til 101. Naar nu den længstes Svingningstal i Sekundet kaldes æ, maa den kortestes være x -f- 1, eftersom de give 1 Stød i Sekundet. Da imidlertid Svingningstallene staa i omvendt For- hold som Længderne, har man: X 100’ hvoraf følger x -= 100. Denne Tone paa 100 Svingninger i Se- kundet anbefalede Saveur at bruge som Normaltone. Hans For- slag blev imidlertid ikke modtaget af Musikerne, for hvem det er mindre væsentligt, om Svingningerne pr. Sekund have et saa rundt