Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

430 Lydens Forplantning. Tilstand, hvorom imidlertid de fleste sagde, at den er uden Be- tydning. Engelskmanden William Derham (1657—1735), der vel var Teolog og har skrevet meget i denne Retning, interesserede sig ogsaa stærkt for Naturfænomener og blev en saa flink Amatør paa Naturomraadet, at han blev Medlem af Videnskabernes Sel- skab. Derham gjorde adskillige gode Iagttagelser med Hensyn til Lydens Forplantning. Han fandt — hvad Acc. del Cimento havde benægtet —, at Lyden gaar hurtigere med Vinden end mod denne. Han stadfæstede, at forskellige Lyde og Toner gaa lige hurtigt. Et Musikstykke, der høres paa Afstand, høres jo ogsaa rigtigt og ikke saaledes, at de dybere Toner komme for sent. Han fandt, at Lyden gaar lige hurtigt fra en Pistol bagud og fremad, og at Lyden gaar lige saa hurtigt opad og nedad som vandret. Der- imod fandt han, at Lydstyrken ikke under alle Omstændigheder var ens. Den var svag paa en varm Sommerdag, stærk i Vinter- kulde. Men underlig nok fandt endnu ikke Derham, at disse Om- stændigheder havde Indflydelse paa Lydens Forplantningshastighed. Den første, der gjorde en Iagttagelse i denne Retning, var den berømte italienske Læge, GrevBianconi (1717—81), der paa en meget lang Standlinie fandt, at Lyden af et Skud om Sommeren i 35° C Varme forplantede sig i 76 Pendulslag, om Vinteren i -r- l1/2° C derimod i 79 Pendulslag. Ogsaa C o nd ami ne (§ 278) fandt Lydens Hastighed ringere i det højtliggende Quito end i det varmere Cayenne: og endelig fik Benz en berg (§ 286) ved om- hyggelige Iagttagelser i 1811 slaaet fast, saa at der ikke mere kunde være Tvivl derom, at Lyden gaar hurtigere i varm end i kold Luft. § 340. Midt i denne 200-aarige Vaklen, hvor endnu mange flere lærde Mænd med store Navne end ovenfor antydet tog Del i Undersøgelserne og Forhandlingerne, prøvede Newton ogsaa paa dette Punkt sin Tankes Magt, nemlig i sit berømte Værk »Prin- cipia« (§ 297). — Newton behandlede heri, som vi nu skulle se, en Bølges Fremadskridning saavel i Vand som i Luft. Forestiller rs (Fig. 316) en Vandoverflade, som af en eller anden Grund i Øjeblikket er højere ved p end ved s, vil en Vand- del m synke, og en Vanddel n derved drives opad. Newton lededes saaledes til at betragte Vandet i et krumt Rør (Fig. 317) med Længden Z, hvor Vandet i den ene Gren i Øjeblikket er