Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Maanens Afstand. 33 bevirke, at Fiksstjernehimlen forandrede Udseende, efter som vi betragtede den fra et Sted eller fra et andet, at f. Eks. Stjerne- billederne maatte vise sig størst, naar Jorden var dem nærmest, eller at f. Eks. Polarstjernen maatte ses — ikke lige ud efter Jord- aksen __ men noget nærmere til den Side, hvor Solen er. Dette har i Virkeligheden været Anstødstenen for dette saakaldte »Ko- pernikanske System« lige til langt ind i dotte Aai hundrede, dog giver allerede Aristark rask og rigtig Forklaringen, idet han siger: Hele Jordbanen omkring Solen er i Forhold til Fiksstjerne- himlen saa lille som en Kugles Midtpunkt til Kuglen selv. Ari- starks store samtidige Arkimedes (§ 116) kritiserer ganske vist dette Udtryk: ti et Punkt har aldeles ikke noget Forhold til en Kugle; men hvor praktisk træffende Aristarks Billede er, derom vidner de følgende 2000 Aars frugtesløse Forsøg paa at skaffe Maal paa Fiksstjernernes Afstand. § 32. Endvidere maalte Aristark Afstanden til Maanen og Solen. Han benyttede sig da af samme Grundsætning, som Thales anvendte for at finde Afstanden til et Skib paa Havet (§ 23), men Udøvelsen har her store Vanskeligheder. Allerede Maanen er altfor langt borte, til at man kan nøjes med en Standlinie (Af- standen mellem de to Observatorer) paa nogle Tusinde Alen eller nogle faa Mil. Men skulde Observatorerne længere bort fra hin- anden , kunne de paa, Grund af Jordens Kugleform ikke se hin- anden og altsaa ikke tage Sigte paa hinanden. Desuden var der ikke saa let Adgang som nu til at rejse langt bort, helst om paa den anden Side af Jorden, for at benytte en Standlinie omtrent som Jordens Tværmaal. Aristark forenede derfor saa at sige begge Observatorer i sin egen Person, observerede først paa det Sted, hvor han var, og rejste dernæst om til den anden Side af Jorden simpelthen derved, at Jordens Omdrejning i 12 Timer førte ham om paa den modsatte Side, idet han forblev paa samme Sted af Jorden. Med andre Ord: Aristark er, under Jordens Omdrej- ning i Pilens Retning (Fig. 19), først i a og observerer Maanen i Opgang; men da han ikke kan tage Sigte imod det Punkt Ö, hvor han først kommer henved 12 Timer senere, benytter han en Stjerne i Retningen s som Holdepunkt og maaler, hvor mange Grader der er imellem Stjernen s og Maanen w, nemlig Vinklen u. Naar han senere af Jorden bliver ført om til &, saa at Maanen er nær ved at gaa ned for ham, maaler han atter, hvor mange 3 Historisk Fysik. L