Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

32 Jordens dobbelte Bevægelse. Bevægelse eller omvendt; men ved Jordens Omdrejning er der ingen Rumlen og ingen Forandring i Bevægelsen. Paa den anden Side maa det erindres, at Aristark dog heller ikke havde noget Kendemærke, der viste, at det virkelig var Jorden, der drejede sig. Kun fordi det ligesaagodt kan være Jorden som Himlen, har han fundet det mest rimeligt, at det maatte være den lille og den indvendige, altsaa Jorden, der drejede sig. medens den omsluttende store Himmel maatte være det faste. § 30. Aristarks anden Paastand: Jordkloden bevæger sig i en skraa Kreds omkring Solen, forklarer fuldstændig Solens Van- dring i Ekliptika. Fig. 18 viser Jorden i Foraar F, Sommer 8. Efteraar E og Vinter V. Gaa vi virkelig rundt omkring Solen, maa Solen ganske rigtig efterhaanden kunne vise sig for os ude i den Retning, hvori vi se de forskellige Stjernebilleder at Dyre- kredsen, uden at So- len i Virkeligheden bevæger sig af Stedet. Ligeledes forstaas Solens tilsyneladende Vandring Nord og Syd for Ækvator. Ved Foraarstid F er Solen nemlig Uge ud for Jordens Ækvator, og den ses derfor fra Jorden i Retning mod fjerne Stjerner, der ere ude i Himlens Ækvator. For ethvert Sted af Jorden- ses Solen da den halve Tid af hver Omdrejning. Ved Sommertid, S, ses Solen Nord for Ækvator (paa Tegningen ovenfor). Dens Straaler falde da lodret paa den nordlige Vendekreds (Krebsens V., fordi Solen da ses i Krebsens Billede). Fra alle de Steder, der ligge inden- for den nordlige Polarkreds mn, har man Udsigt til Solen hele Døgnet; indenfor den sydlige Polarkreds faar man slet ikke Solen at se. Om Efteraaret i E har man atter Solen i Ækvator og Jævndøgn overalt. — Ved Vintertid, 7, er Solen Syd for (neden for) Ækvator. Den staar nu over Hovedet paa Beboerne af den sydlige (Stenbukkens) Vendekreds. Fra de nordlige Polaregne mn ses Solen slet ikke, fra de sydlige hele Døgnet. § 31. Imod Jordens Bevægelse om Solen kunde indvendes, at disse — som vi straks skulle se — store Flytninger maatte