Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

34 Solens Afstand. Grader der er mellem Maanen og Stjernen, nemlig Vinklen v. — Da s kan betragtes som uendelig fjern, er as og bs parallele (jævnløbende). Kender man altsaa Standliniens Længde ab, kan man let løse Opgaven ved Tegning, ligesom Thales med Skibet. Fra a og b tegnes parallele Linier, der forestille Sigtelinier mod Stjernen, og de maalte Vinkler u og v afsættes fra disse, hvorved man faar Sigtelinierne til Maanen og altsaa selve Maanens Plads. Dens Afstand am kan dernæst maales med Standlinien ab. Sagen gaar imidlertid ikke saa let som anført. Først maatte Aristark ifølge sit Kendskab til Jordens Størrelse og til sit Sted paa Jorden udfinde, hvor langt a og b ere fra hinanden. Og der- til kommer, at Maanen ikke sidder stille i de nævnte 12 Timer. Men da Aristark vidste, hvor langt den i et Døgn glider frem øster paa, maatte han, for at kunne sammenligne sit Sigte ved dens Opgang og ved dens Nedgang, saa at sige forandre sidst- nævnte Sigte saa meget, som Maanen havde flyttet sig i Mellemtiden. Aristark fandt saaledes Maanens Afstand at være 56 Jord- radier, et Maal, der er ret nær ved Sandheden. § 33. Endelig forsøgte Aristark at maale Solens Afstand fra Jorden. Dette er endnu vanskeligere: ti denne Afstand er saa stor, at selv en Standlinie som Jordens Tværmaal er hertil alt for lille. Han fandt imidlertid paa at bruge den nu maalte Afstand fra Jorden til Maanen som Standlinie, idet han tænkte sig anbragt en Medhjælper paa Maanen, som derfra skulde tage Sigte til Jorden og Solen, medens han selv paa Jorden tog Sigte til Solen og Maanen. Aristark iagttog nemlig det Øjeblik, da Maanen er i Kvarter, d. v. s., da just Halvdelen af den mod Jorden vendte Side er be- lyst. En Medhjælper, som i dette Øjeblik befandt sig midt paa