Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forklaring af Velklang. 461 Oktaven stemmer selve Grundtonen med Primens Overtone T2; i Duodecimen stemmer selve Grundtonen (Q med Primens Overtone T3; i Kvinten stemmer Overtonen t2 med Primens Over- tone T3 o. s. v. Frembringes nu de nævnte Toner af Strenge eller lignende Tonegivere, som give Overtoner lige til vil der i de nævnte velklingende Intervaller altid være et Par af de første eller følgende Overtoner, der stemme med hinanden. Derved vil de to Toners Samstemning og ligeledes Overgangen fra den ene til den anden aabenbart lettes; ti altid er der et Par af Tonerne selv eller deres ledsagende Overtoner, der ere aldeles ens. § 365. Paa dette Fællesskab af Overtoner, der findes imellem to Toner, som give Velklang, byggede man i forrige Aarhundrede sin Harmonilære. Især blev det stærkt hævdet af Frankrigs be- rømte Musiker og Komponist J. Ph. Rameau (1683—1764). Men denne Forklaring af Velklang forudsætter jo, at de to Toner ere ledsagede af alle deres nærmeste Overtoner, og den bliver derfor mangelfuld overfor Toner, der ere frembragte af Tonegivere, som ere fattige paa eller helt blottede for Overtoner. Vistnok egne saadanne Tonegivere sig ogsaa mindre godt til at være ene om at frembringe Musik, idet de savne Overtonerne som Bindemiddel fra den ene Tone til den efterfølgende; men der kan dog lige fuldt ogsaa af saadanne Tonegivere frembringes Disharmoni, baade naar to Toner lyde samtidig, og naar de følge efter hinanden. Helmholtz gav derfor en anden Forklaring. Naar to oprindelig ens Toner fjerne sig mere og mere fra hinanden, blive Stødene eller Svævningerne (§ 338) hastigere og hastigere. Dette virker ubehageligt, og Helmholtz fandt, at Ubehageligheden er størst, naar Stødenes Antal ved middelhøje Toner er omtrent 33 i Sekundet, noget mindre ved dybere, noget mere ved højere Toner. Ved hastigere Stød bliver Ubehageligheden mindre, og ved 132 Stød kan den ved Middelhøje Toner regnes for at være rent forbi. Helmholtz fik saaledes skaffet et Slags Maal for »Dissonants« eller Mislyd mellem 2 Toner, og denne Maalestok anlagde han paa de velklingende Intervaller, som man tilforn havde betegnet som mer eller mindre dissonante. Helmholtz fandt nemlig med sine Resonatorer, at ikke alene kunne to Grundtoner give Stød, naar de ikke stemme ganske, men et Par Overtoner — som han nu ved Hjælp af Resonatoren